Hej, mit navn er Kai. Jeg er en mand på 56 år, der er opvokset og bor i Slagelse, sammen med min kone og 2 børn – men det er nu sagen uvedkommende – da jeg vil fortælle jer en lille historie. Tidligere i dag da jeg rodede rundt inde i vores gamle, slidte, aftjente, ja jeg vil næsten kalde det mosgroede skur efter en forbandet skruetrækker, jeg alligevel aldrig fandt, da fandt jeg det her billede. Et gammelt billede af mig og mine 3 søskende. Men dette er nu ikke min historie – blot måden jeg blev mindet om den. Nej min historie starter nemlig for 51 år siden, da jeg blot var en dreng på fem år, der skulle have taget et fotografi med sine søskende; min tvillingesøster Esther på fem år ligesom mig, Asta på tre og Henrik på syv som den ældste af os.
Jeg husker det tydeligt. Det var en smuk sommerdag, og varmt som aldrig før. Mine forældre havde planlagt denne fotografering flere uger i forvejen – i skal huske på at det ikke bare var noget, man lige gjorde dengang. Men i hvert fald havde mine forældre planlagt dette, og vi skulle med hestevogn i god tid for at kunne nå det, da det ville tage godt en time til halvanden at nå frem. Idet mig og mine søskende rendte rundt og legede, mens vi ventede på at skulle af sted, faldt Asta pludselig og blev møg beskidt på frontsiden af sin helt hvide- og rene kjole. Asta begyndte straks at græde. Ikke blot fordi det gjorde ondt, eller fordi kjolen var blevet beskidt, men fordi hun godt vidste hvad der ventede hende når far og mor fandt ud af det. Som hun sad der og så ulykkelig ud, begyndte vi andre tre alle at trøste hende – eller, vi prøvede i hvert fald, men hun var simpelthen utrøstelig. Vi blev enige om alle fire, at gå ind til far og mor, og fortælle hvad der var sket. Jeg kan stadig huske deres reaktioner tydeligt. De begge blev selvfølgelig sure – de havde trods alt planlagt fotograferingen i lang tid forinden –, men mor var ude af sig selv, rasende faktisk. Hun skreg og råbte ad os, hvad det egentlig var vi havde gang i, og sådan at ødelægge sådan en fin kjole – og så på sådan en dag! Ja det var lige før fotograferingen var blevet aflyst. Det var lige indtil far kom på den fikse ide, at vende kjolen om. Sådan måtte det blive. Men hvad Asta havde frygtet allermest skete nu ikke. Hun fik ikke en ”lærestreg”, om man så må sige. For far synes nu alligevel, at det var ærligt og modigt af os alle, sådan at indrømme det med det samme, og det var da også lidt synd for lille Asta, at hun var faldet. Men havde det stået til mor, tror jeg nu at vi alle havde fået en røvfuld, for sådan at skabe panik og forvirring på hendes nøje planlagte dag. Men så var det godt, at have en sådan barmhjertig far.
Det er gratis at oprette en konto