En dramatisk flyvetur til Stockholm

Det var d. 13 marts 1991, og jeg var på vej til mit første møde udenfor Danmark, nemlig i Sverige.

Dagen startede med at jeg stod op klokken 06:30, så jeg kunne nå flyet der gik 11:00. Jeg startede dagen som altid. Gik i bad, tog tøj på, spiste min morgenmad, gjorde min kuffert klar, og så var jeg klar til at forlade mit hus. På vej til Kastrup lufthavn, hørte jeg noget musik, tænkte lidt på hvordan det ville være når jeg ankom til Sverige og hvor jeg skulle gå hen. Turen var lang til Kastrup, og før jeg var derhenne var klokken 08:00. Nu skulle jeg checke min bagage ind. Jeg gik hen til den søde dame der stod ved ”check in” og sagde ”Så, nu er jeg vidst klar til at tage til møde i Sverige”. Damen svarede sødt ”Det lyder godt. Vinden er meget kraftig i dag, så flyet kommer nok til at ryste lidt, men nu er du informeret.” Jeg kiggede på mit ur, det sagde 9:30, så nu havde jeg halvanden time tilbage, før der var afgang. Imens jeg ventede, gik jeg lidt rundt og kiggede på nogen af de mange ting, der var i lufthavnens butikker. Jeg købte noget at spise og satte mit hen til et bord, hvor jeg spiste min mad, og så på flyenes afgangstidspunkter. Det var der jeg så det: Flyet til Stockholm er forsinket med 20 minutter, og afgår derfor først 11:20. Jeg tænkte om det var pga. al den vind der var i dag, det var det sikkert. Tiden gik og gik, og jeg sad stadig siddende ved dette bord. Som om at tiden bare fortsatte, men at jeg sad stille. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg følte at klokken for længst var over 11:00, men da jeg kiggede på mit ur, sagde det 10:15. Det er som om at jeg var fanget her, tænkte jeg. Jeg tog min mobil frem, og begyndte at spille. Selvom jeg var en voksen man, kunne jeg alligevel godt lide at spille. Det var noget, jeg havde for mig selv. Endelig blev klokken 11:00, og jeg begyndte at gå hen til det sted hvor flyet ankom. Flyet var stort, rigtig stort. Damen jeg viste mit pas til, sagde at der var plads til over 120 passagerer. Aldrig før havde jeg været udenfor Danmark til et møde, og aldrig før havde jeg fløjet med sådan et stort fly. Jeg elskede at flyve, men jeg var stadig spændt som et lille barn før juleaften. Jeg viste damen mit pas, og hun sagde at alt var i orden. Jeg gik hen imod mit første udenlandske møde, klar og fuldstændig parat. Da jeg trådte ind i flyet, stod hele personalet og bød os velkommen. Jeg læste min seddel, C39. Jeg begyndte at gå længere og længere ind i flyet. Det var som en vej, der ingen ende havde. C39, det er her jeg skal være. Jeg tog min taske af, puttede den op i et skab over stolene, og hængte min jakke på en lille krog, der var henne i det ene hjørne. Jeg sad på mit sæde, og så på stewardesserne, der fremviste, hvad vi skulle gøre hvis nu flyet ville styrte, eller hvis trykket faldt inde i flyet. Ja ja, tænkte jeg. Samme procedure som altid, og der sker jo aldrig noget. Jeg sad egentlig også bare og gloede ned i sædet, imens de viste alt det der unødvendige. Flyet begyndte at tænde. Det var det her, jeg syntes der var det sjoveste ved at flyve, nemlig opstarten, hvor flyet har så meget fart på. Jeg lænede mig tilbage, kiggede ud ad vinduet, og pludselig var vi i luften. Piloten begyndte som altid at snakke om de samme ting som altid. Piloten sagde at turen ca. ville tage 1 time, og at der ville en del rystelser inde i flyet. Jeg havde aldrig prøvet at flyve, når der var så meget vind som nu. Da vi var oppe i luften, tændte jeg min iPod. Jeg fandt det musik som jeg elskede, nemlig Vimmersvej med bamses venner.