Jeg husker det tydeligt. Når nu jeg sidder her i lufthavnen for vel nok tiende gang, tænker jeg tilbage på den første gang jeg sad her. Blot en lille dreng der lige var fyldt ti år, og ikke kunne vente på at han for første gang skulle ud op i en af de helt store flyvemaskiner. Bare hænge deroppe og kigge ned på alle de små skikkelser, der lignede myrer fra virkede fuldstændig uvirkeligt for mig. Jeg glædede mig flere uger op til, og jeg følte at noget stort var ved at ske i mit ellers så normale liv. Jeg fik nogle halvdårlige dage op til, på grund af de søvnproblemer jeg havde. Jeg var så spændt på at komme ud at flyve, så jeg ikke kunne sove. Men dybt inde i mig kunne jeg også mærke noget der ikke blot var glæde. En hvis nervøsitet hobede sig op i mig, og jeg vidste ikke hvorfor.
Jeg var meget genert da jeg var mindre, så den nervøsitet var noget jeg bare holdte for mig selv. Selvom jeg måske havde behov for at snakke med nogen om det, så det ikke blev en dårlig oplevelse, så fik jeg ikke rigtig sagt noget. Med tiden begyndte jeg, at indse hvad det var jeg var nervøs for, og prøvede selv at tage stilling til det. Jeg levede normalt i trygge rammer, og holdte mig bare til de ting jeg var vant til uden rigtig at ”overskride nogle grænser”. Denne flyvetur var jo første gang i lang tid, at jeg skulle prøve noget nyt, og tage springet ud i noget, som jeg ikke var helt tryg ved.
Det er gratis at oprette en konto