Så er det nu jeg skal væk. Det er jo snart juleaften og jeg bliver nødt til at komme hjem til min familie. De savner mig sikkert. Jeg savner også dem, men der er bare noget i mig der ikke vil hjem. Måske er det fordi at jeg ved at jeg aldrig kommer til at føle mig så fri som jeg har gjort nu.
Jeg elsker farten, det kolde friske luft og den smukke udsigt når man står på toppen af en af Sveriges majestætiske bjerge og kigger ud over alle de andre bjerge der læner sig op ad hinandens skuldre. På den anden side, så kan jeg jo til hver en tid rejse herop igen.
Jeg tror grunden til at jeg ikke vil hjem er flyveturen. Jeg får kvalme bare ved tanken om at skulle op at flyve igen.
Det var min første flyvetur.. den herop. Jeg havde altid gerne villet prøve at flyve. Alle mine venner og veninder har fortalt mig utallige ting om at markerne og husene lignede noget fra et dukketeater. Jeg havde virkelig glædet mig til at se det det. Flyveturen var et helvede. Ikke fordi jeg er bange for højder eller noget, men på grund af frygten. Frygten for at skulle styrte ned. Flyet virker så ubeskriveligt skrøbeligt når det kører ud af landingsbanen imens det ryster som en lille chivava. Og jeg tør da slet ikke begynde at tale op alt sikkerhedsudstyret. Der er så meget af det og det er over det hele. Det gør det ikke ligefrem mere afslappende. I hvert fald ikke for mit vedkommende. Jeg var på hele turen bange for at flyet styrtede, men det skete ikke. Turen fra København til Sverige var meget meget lang! Men også det hele værd. Det var den bedste ferie i hele mit 15 år gamle liv.
Det er gratis at oprette en konto