Min flyvetur fra Sverige

Mig og min kammerat var på vej ind i flyveren, alt gik fint, vi fandt vores pladser og satte vores kufferter. Vi satte os ned og ventede på at vi skulle flyve hjem, alt virkede fint og vi kom op i luften

Vi fløj i nogen tid og alt virkede normalt. Pludselig fik vi at vide over højtalerne, at vi skulle holde os i ro og spænde os fast til sæderne. Pludselig dykkede vi, vi fik et sus i maven da den dykkede, vi blev vildt bange og begyndte næsten at gå i panik. Nogen begyndte at græde, nogen gik i panik og stewarderne prøvede at berolige os. Der sad en kvinde ved siden af mig som begyndte at bede til gud om hjælp.

Pludselig var vi så langt nede, at vi troede løbet var kørt, så jeg sendte sms’er til min familie og skrev, at jeg elskede dem. Så kom der en meddelelse over højtalerne, at vi nødlander, så bliv parat og følg nødprocedurerne. Så vi holdt på hat og briller og ventede på at vi styrtede. Tiden føltes som der gik timer, før vi styrtede. Pludseligt begyndte flyet at ryste kraftig og vi blev kastet rundt og gik i panik. Pludselig fik vi luft i hovedet og græs, jord, blade og træer. Jeg så at flyet var knækket og jeg kunne se, at sædet foran mig lige pludselig forsvandt og jeg sad i ingen ting og begyndte at tænke, hvad der skete når man døde. Jeg frygtede at alt kunne ske, men var jeg væk? Min makker fortalte, at jeg var besvimet. Da jeg vågnede var alt roligt og redningsfolk og hæren var på stedet. Folk var ved at få hjælp, jeg prøvede at lukke øjnene og håbede det var en drøm. Desværre var det ikke det. Da jeg kom til mit fulde fem igen, kom der nogle rednings folk og hjalp mig, så jeg kom fri og da jeg gik ude på marken, sammen med en læge, som prøvede at vise vej, hen til en ambulance. Da jeg vendte mig om, kunne jeg se flyet manglede vinger og var knækket tre steder. Jeg kom hen i en ambulance og kørte med blå blink hen til hospitalet, hvor jeg blev modtaget af læger og sygeplejersker. Så jeg kom ind på hospitalet og lægerne tjekkekede mig og jeg slap heldigvis kun med skrammer og chokket. Min familie kom på hospitalet i fuld panik, men lægerne beroliget dem og sagde, jeg kunne komme mig. Næste dag, så jeg i nyhederne, at ingen døde og det var meget godt og min makker kom også hjem igen næste dag, han slap også med skrækken. Men næste gang vi skulle til København tog vi toget.