Derfor kom vi for sent

Carl gik i dybe tanker og derfor opdagede han ikke at Henning og Emil stod lige udenfor døren og ringede på. Da han hørte at døren ringede på, løb han nedenunder for at åbne op. ”Hvorfor kommer i for sent” spurte Carl. ”Vi kommer da til tide” svarede Emil. ”I er 9 timer for sent” sagde Carl. ”Ok vi skal nok forklare, men kan vi ikke lige gå indenfor. Det er en lang historie.” sagde Henning. De gik op på værelset og sad på sengen. ”Det hele startede i går aftes da vi så en tegnefilm. Lige pludselig kom mor og far løbende ud af køkkenet. De skrig og råbte af hindanden. Vi lukkede bare døren ind til stuen og blev ved med at se vores tegnefilm. Da reklamerne kom slukkede vi bare for fjernsyet. Vi begyndte at snakke om hvad vi skulle lave hjemme hos dig i morgen. Lige pludselig opdagede Emil at vores kat Marie haltede og miavede. Vi løb ind til køkkenet for at sige det til mor og far. De sagde at det nok skulle gå over, men det troede vi ikke på.” startede Henning med. ”Emil kan du ikke fortsætte?” spurte Henning. ”Jo det skal jeg nok” svarede Emil. ”Da vi vågnede så vi at Marie havde det ikke godt. Vi spurgte mor om vi ikke kan tage til dyrelægen? Hun sagde det kunne vi godt. Lige da vi kørte ud på den store vej var der trafik. Det tog os 40 minutter at køre 2.5 km. Endelig ankom vi til dyrelægen, han sagde at Marie skulle opereres. Vi gad ikke blive hos dyrelægen, så vi gik bare direkte hjem til dig. Henning sagde at han vidste vejen hjem til dig så jeg følte bare efter ham. Vi gik og vi gik. Vi stoppede hos købmanden for at købe en is fordi at det var varmt udenfor. Jeg spurgte ham hvordan man kommer på din gade, men det vidste han ikke. Henning sagde at han genkendte den skov vi gik forbi, derfor gik vi den vej. Lige pludselig råbte jeg at det er ildebrande. Lige over ved busken. Vi løb tilbage til byen og råbte at der var ildebrande. Der var en sød dame der ringede til 112. Derefter kom der to brandbiler og slukkede for ilden. Brandmændene takkede os. Stigen i skoven var lang. I skoven så vi mange dyr. Det var lidt stille i skoven. Henning og jeg sagde heller ikke så meget til hinanden. Lige pludselig så vi et egern. Jeg tog den op i mine arme og kiggede på dens ansigt. Da den kiggede på mig skreg jeg. Jeg kastede egernet væk fra mig og løb til Henning” fortalte Emil. ”Må jeg fortælle det her. Ok, da han løb hen til mig, var jeg meget nysgerrig for hvad det var at han ville sige. Han sagde at det egern der havde 4 øjne. Først troede jeg ikke rigtigt på det, han grinte ikke og han sagde heller ikke at det bare var for sjov. Han blev ved med at sige at det var rigtigt og at det egern havde 4 øjne. For at være sikker løb vi over til den igen og vente den om. Lige da den kiggede på os skreg vi. Derefter ringede vi til 112 for at sige at vi har fundet et egern med 4 øjne. De sagde at de var på vej. Da politiet kom tog de egernet og puttede den ind i et bur. De takkede os og sagde at det er sket før. Det var bare et genetisk fejl. Politiet kørte dem om på den anden side af skov stien og derefter fortalte de dem hvordan de skulle komme hjem til dig Carl. De var vej arbejde på vejen, derfor var der trafik på den store vej. Vi kiggede ovre på den anden side af vejen og så at cirka 10 mennesker stod og kiggede på noget. Emil og jeg løb over til dem. Lige pludselig var vi 30 mennesker, også 50 mennesker. Til sidst var politiet her, men vi kunne ikke se hvad problemet var fordi at der var mange mennesker. Vi blev nød til at skubbe os frem til forreste række. Der lå en motorcykel midt i det hele og glas skarer over det hele. Der lå også en mand. Ham havde de dækket til, sådan at man ikke kunne se ham. Dem foran os sagde at han var død. Vi ville gerne se ham. Måske kendte vi ham? Det ved man jo aldrig. Vi sneg os over til hans krop. Nu skulle vi bare finde ud af hvordan vi kunne gå om på den anden side af afmærkningstapet. En af os blev nød til at distrahere politiet, i mens den anden sniger sig over for at se den døde mands ansigt. Emil gik over til motorcyklen og prøvede at røre ved den. Det lykkedes ikke. Han gik over på den anden side af afmærkningstapen og skreg fordi at han havde rørt ved motorcyklen. Politiet gik over til ham og sagde at han skulle gå. I mens havde jeg gået over afmærkningstapen, for at se om den døde mand var en som vi kendte” fortalte Henning. ”Var det så en som i kendte?” spurte Carl. ”Tja, nej det kan man ikke rigtig sige. Vi har set ham før. Nå men, vi gad ikke at blive for at se det mere. Vi så et bus stop sted og løb over til den. Den kørte over til dig, men vi måtte vente på den. I mens vi ventede snakkede vi om hvad vi kommer til at lave hjemme hos dig. Endelig kom bussen. Da vi lige havde sat os ned tænkte vi på at vi nu endelig kunne komme hjem til dig. Bussen kørte og kørte. Henning kiggede ud af vinduet og sagde at det her så lidt for bekendt ud. Jeg sagde at det bare var fordi at vi før har taget bussen hjem til dig Carl, men han sagde at det var fordi at vi glemte at holde øje med hvor du boede. Så bussen havde kørt for langt. Vi skyndte os at trykke på stop knappen sådan at vi ikke skulle gå for meget. Det endte med at der hvor vi tog bussen, der endte vi også. Bare på den anden side af vejen. Vi besluttede os bare for at gå resten af vejen. Henning kiggede på de forskellige biler der kørte forbi. Lige pludselig genkendte han en bil. Det var vores onkel Bos bil. Han samler på gamle biler. Vi spurgte ham om han godt kunne køre os hjem til dig. Det kunne han godt. Vi havde 2-3 km også lige pludselig gik bilen i stå. Der kom røg ud af bilen. Vores onkel Bo skyndte sig ud af bilen og prøvede at se hvad det var der var galt men der var for meget røg. Han ville have at Henning og jeg skulle løbe hen til kiosken for at spørge om en spand vand. Det hælde Bo så over motoren. Nu kunne han se hvad han skulle gøre for at reparere den. Han manglede meget værktøj fordi at den gamle bil havde ingenting. Vi skulle så prøve at stoppe en bil for at låne deres værktøj. Det eneste problem var bare at ingen af bilerne ville stoppe. De kørte bare videre. Til sidst stoppede der en bil. Det tog meget lang tid for at reparere bilen. Mindst 2 timer. Vi sad bare inde i bilen og ventede. Endelig var bilen klar til at køre. Vi legede sten, saks og papir indtil Onkel Bo sagde at vi var ankommet. Vi kiggede op og så at det her var helt forkert. Det var ikke dit hus det var ude å landet. Jeg så at Onkel Bo var sur fordi at han havet brugt benzin og tid på at køre ud til det forkerte sted. Henning prøvede at opmuntre Onkel Bo ved at fortælle et par vittigheder, men det syntes Onkel Bo ikke så godt om. Onkel Bo blev vredere af at høre på de vittigheder. Han kørte 120km/t på landeveje i den gamle bil, fordi at han var så sur. Lige pludselig hørte vi et stort bang lyd” fortalte Emil. ”Uh lade mig gæt. I punkterede” spurgte Carl. ”Jep, vi punkterede. Midt ude på landet. Heldigvis havde den gamle bil et ekstra hjul. Vi skulle hjælpe med at skifte det. Det er derfor vi er sorte i ansigtet lige nu. Det tog cirka en time og da vi var færdige var det allerede mørkt udenfor. På vej hjem til dig, fortalte vi Onkel Bo om vores dag. Han grinte meget, men han syntes os at det var lidt uheldigt for os. Da vi endelig kom til dit nabo kvarter var jeg glad. Det var Emil også” fortalte Henning. ”Ja det var jeg. Lige da vi gik ud af Onkel Bos bil gik vi op til din trappe og ringede på og det er derfor vi kom for sent.