Jeg tager en dyb indånding, så mine lunger fyldtes af det barske, bidende efterårets vind, som river mine syge lunger itu. Alligevel er den barske vind så elskelig for mig. Dæmper for den åndelige smerte, som er ved at ætse min eksistens, og gengælder det med det fysiske. Giver den ro. Jeg holder Saras (???? )små plastiske hænder i hånden. De er kolde, som de altid plejer. Ser på hendes uskyldige ansigt. Det gøre ondt, at skulle forlade hende på sammen måde, som jeg blive forladt, men det er skrevet for længst i hendes skæbne. Skæbnen kan man ikke ændre på. Det har jeg hørt hver gange, det gik mig dårligt. Det var det eneste, der fik mig til at live så længe, at jeg ikke kunne ændre på noget, for det stod i min skæbne. Jeg sætter Sara på den sten, vi plejede at sidde på. Alle tre. Kaste med sten, mens de kærlige hænder holdt om mig. Sara og jeg sad og lyttet til hendes smukke ord. Om en forelskelse. Om en mand som jeg ligner på et præk. En mand som vil har gjort alt for at kunne se mig, hvis havet ikke havde taget ham med sig. Hun fortalte at Sara, som han havde købt, og jeg er de eneste minder tilbage fra ham. Her ved dette sten var der ingen, der kunne træde i vores drømme. Stedet her var hemmeligt. Der var ingen undtagen os der kendte til stedet.
Det er gratis at oprette en konto