Mistanken

Nu får han det varmt, der triller en sveddråbe ned ad hans pande, og hen over hans kind. Han får det pludselig dårligt, men ikke på samme måde som han havde prøvet derhjemme før. Nej det var på an anden måde den her gang, måske er det hans samvittighed. Han havde egentlig aldrig prøvet at have dårlig samvittighed før. Mathias har kun blikket, hen mod den lukkede dør. Det er en tæt luft der er i lokalet. Lugten minder lidt om den der er der hjemme. Han får pludselig et flashback fra de gange, hvor han stod op om morgenen, lukker døren op fra værelset, og går ind i stuen, hvor han altid er ved at vælte om kuld, af den klamme tætte lugt af sved, bræk og øl, der kommer direkte i hovedet på ham. Det slår ham pludselig, at han aldrig har prøvet at vågne op til lugten af varme nybagte boller. Mathias kører tungen rundt i munden, prøver at fremkalde smagen af dem, Men nej, han har aldrig smagt det før. Pludselig går døren op igen, en høj spinkel betjent træder ind i lokalet. Mathias kigger hurtigt ned i jorden. Han begynder, at snører hans snørebånd på skoene. Han prøver på at virke rigtig koncentreret om det, virker næsten som om at hans snørebånd er det vigtigste i verden, at binde lige nu. Betjenten sætter sig bare ned, og lader Mathias blive færdig med hans ”vigtige” arbejde. Betjenten virker rolig, som om ingenting er sket. Det irriterer Mathias lidt, han vil bare gerne have det hele overstået. Mathias sætter sig op igen, kigger forsigtigt på betjenten, får øjenkontakt, og kigger hurtigt væk igen. - Goddag Mathias Lyngby. Mathias nikker et lille hej. - 19 år, ingen uddannelse, intet job. Har du noget du vil tilstå inden vi går i gang Mathias? Mathias kigger hurtigt rundt i lokalet, får øje på den visne blomst i vindueskarmen. De prøver da virkelig også bare på at få det til at se så trist ud som muligt, tænker Mathias. Betjenten rømmer sig. Mathias ryster lidt på hovedet. - Nå da, jamen hvor var du da i går nat kl. 00:48? Mathias ryster over det hele. Prøver diskret at lægge hænderne under sine lår, for at betjenten ikke skal se at han ryster. - Jeg var bare der hjemme. - Nå da, det er da sjovt for dine venner siger at du var med i et skyderi på Vesterbro. Det er da mærkeligt, at de siger det, når du sad der hjemme, synes du ikke Mathias? Mathias åbner munden, og prøver at svare, men han kan ikke få en lyd ud. Det er som om at hans tunge har slået tusindvis af knuder. Betjenten stiller spørgsmålet igen, men mere hårdt den her gang. Mathias går i panik, ved ikke hvad han skal svare. Han har egentlig mest lyst til bare at sige sandheden. - jeg... Mathias går i stå. Han kan ikke sige det, Frygter det der kommer til at ske med ham bag efter. Han vil ikke ind at sidde. Han er bange for dem der er der inde og at han aldrig vil kunne få et normalt arbejde. - Mathias vi har fundet dine finger aftryk på pistolen , vi fandt ude for tanken. Mathias går i sort. Han ved ikke hvad han skal sige, ved ikke hvad han skal gøre, han har mest bare lyst til at forsvinde væk, væk fra det hele lige med det samme, og aldrig komme tilbage igen. Han får igen et hede anfald. Mathias kan mærke, at han er helt våd og fugtig på ryggen. Han kører hånden gennem sit hår. Håret er også helt vådt, som om han havde været ude og løbe et maraton. Det mindede ham om i sommers, da han spillede fodbold på vejen. Mathias har altid godt kunnet lide at spille fodbold, men føler sig ikke så god længere. Han stoppede med at gå til det, da han var ti år, fordi morderen ikke havde penge til det, eller det havde hun jo egentligt, hvis hun ikke altid drak dem op. Hun havde drukket siden Mathias’ far døde. Nogle gange beskyldte Mathias sin far for at moderen drak, og de ikke kunne få det til at fungere igen, efter han døde. Hvorfor skulle han også dø? Hvorfor kunne det hele ikke bare være ligesom før. Så havde han stadig gået til fodbold, stadig boet i den lille hyggelige by og stadig haft hans venner. Ja, han havde da fået venner siden, men det var jo dem der havde fået rodet ham ud i det hele. Før var han jo bare en helt almindelig dreng, han var altid glad, så altid positivt på tingene, han prøvede altid på at gøre det bedste for andre.