Efterskole, hvem kender ikke fænomenet efterskole. Alle ved hvad det er, nærmest alle har været der, men stadig er det så nyt. Som den første vintergæk der lige så forsigtigt skyder op gennem den hårde jord. Fuldstændig identisk med den fra forrige år, men alligevel så forskellig. For den har en ny historie, en ny fremtid den skal udleve. I starten er den sårbar, når den står der helt alene. Blottet for enhver, men på den anden side skjult. For hvem ved hvor den kom fra og hvorfor den valgte lige nu? Men med tiden vil det mysterium løses. Vil det ikke? Når de andre ligeså stille skyder frem og viser hvem de vil være, hvem de vil inspirere. Til sidst står de så der i flok, ikke alene, men sammen. De ved ikke hvorfor, de ved bare at de har slået rødder og det, det har de sammen. Helt trygge, står de så der. Mens andre blomster skyder op og misunder det de har. Sammenholdet, fællesskabet.
Der er dog nogen der ikke holder. Men hvem? De falder fra så hurtigt at man ikke når at forstå dem, forstå hvorfor de ikke kan? Hvorfor de ikke kan vente og kæmpe, indtil de første solstråler rammer og de der ville blive i et med de andre. Falde til. Nyde det at være så mange, så forskellige, men stadig så ens, på så mange punkter. Men i stedet tager de det valg at blive et med jorden igen. Måske genopstå næste år, for måske vil de der falde til, men hvem ved, måske gør de ikke?
Det er gratis at oprette en konto