Jeg vågnede op, og klokken var kun omkring halv otte. Det var fredag morgen og endelig juleaften. Jeg kiggede ud af vinduet. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Jeg, som havde gået og troet, at der slet ikke ville komme sne i år, tog helt fejl. Der lå skam sne helt op til ruderne. Det var godt nok blevet sagt i tv-avisen i går aftes, men det havde de også sagt engang i november, hvor det slet ikke passede. Jeg dansede rundt, og jeg var så glad. Jeg kaldte hurtigt på de andre i familien, men de var vist mere eller mindre ligeglade, da de stadig var overbombet af en vis træthed.
Jeg trak i noget tøj, spiste noget hurtig morgenmad og gik derefter ned i gangen for at finde mit overtøj. Jeg fandt mine gamle støvler i skabet, greb jakken og tog vanterne og halstørklædet på. Det kunne næsten ikke gå for langsomt. Da jeg nåede ud, stod jeg først og kiggede lidt ud over haven. Det eneste ord jeg kunne få ud var ”wauw!” Der var ikke bare ét enkelt lille sted, hvor det ikke var dækket af sne. Jeg kiggede op mod himlen, og jeg så sneen dale ned fra himlen. ”Hvor er her smukt,” kan jeg huske jeg sagde, men kun så højt at netop kun jeg kunne høre det.
Det er gratis at oprette en konto