Fra barn til voksen ændres ens syn på verden hele livet igennem, og ens nysgerrighed er på et helt andet stadie. Man tør måske mere end man umiddelbart troede. Når man vokser op, så tør man ikke lige så meget, som man gjorde, da man var barn. Der er også mange af de ting, som jeg foretog mig, da jeg var mindre, som jeg nok umiddelbart ikke ville true at springe ud i den dag i dag.
Engang i mellem forstiller jeg mig, at jeg kan høre min indre barnlige stemme, som lokker mig til at gøre noget mod min egen vilje. Da man var mindre, så virkede alting så overskueligt og omverdenens holdninger var ligegyldige. Med tiden er man vokset fra sin nysgerrighed, som man havde da man var barn, og man er måske også vokset fra ens egen barnlighed, som er gemt væk langt inde i sig selv.
Man ser tingene med helt andre øjne som voksen, og til tider ville jeg ønske, at jeg bare kunne finde mig selv og den barnlige side frem, som jeg for længst havde glemt fandtes. Den side som man for længst havde glemt eksisterede.
Det er ikke fordi, at jeg har glemt min barnlighed, men med alle de normer og værdier, som vores hverdag bliver præget af i det pågældende årti, kan det være svært at finde sig selv. Vi bekymrer os over hvordan andres reaktion ville være, og hvordan de så ville se på én, hvis nu man fik lyst til at finde sin barnlighed frem bare én gang. Samfundet ville mene, at sådan en galskab ikke hører hjemme i ”deres” samfund. Det er disse holdninger, som virkelig kan få mig op i det røde felt. Hvorfor skal alt ses med samfundets øjne? Hvorfor skal alles holdninger pakkes ind i en bestemt kasse? I dagens samfund må ingen stikke ud fra flokken, men glemmer hver enkel person ikke, at man også skal kunne se sig selv i øjnene, når dagen er endt?
Det er gratis at oprette en konto