Det var mandag morgen og John blev igen vækket af det hæse skrig, der lød hver morgen klokken seks: ”Stå så op din forbandede møgunge, ellers kommer jeg fandeme selv op og henter dig.” Det var Johns far der igen stod nede for enden af den smalle trætrappe og råbte indtil han blev postkasserød i ansigtet. Johns far Bertil Klausen var murermester og ejede det lokale murerfirma kaldet Klausens Sten, som var det eneste firma af den slags i miles omkreds. Bertil var en mand med en højde på to meter og fem centimeter og en vægt af godt hundredeogtyve kilo. Dette gjorde at han aldrig ville kunne komme op ad den lille trappe, men alligevel for John op af sengen og begyndte straks at tage den rødternede skjorte på. Faderens dybe stemme og de store hænder der uden besvær kunne løfte op til tre sække beton ad gangen, vækkede altid en frygt i kroppen på John. En femten-årig dreng havde ikke meget at gøre, hvis en mand af sådan en bygning først fik ordentligt fat. Det havde John været ude for og han havde ingen intentioner om at prøve det igen. Da det skete kunne han ikke bruge sin venstre arm i to uger, før han kom til lægen og fik konstateret at armen var brækket. John blev opereret da knoglen var begyndt at vokse forkert sammen. Han gik med gips i fire måneder og levede herefter videre som om intet var sket. Det store ar blev altid dækket af en trøje og alle hans kammerater forblev i den tro at John var faldet ned, da han havde leget på de forskellige ting til hans faders firma ude i den gamle stald.
Det er gratis at oprette en konto