Digtet Fribytter af Tom Kristensen er skrevet i 1920; en tid præget af 1.verdenskrig, og hvor teknikken og teknologien kraftfuldt begyndte at påvirke samfundet. Videnskabsteorier som Einsteins relativitetsteori og Freuds studier af menneskesindet ændrer kunstnerens opfattelse af verden og dermed kunsten. I billedkunstens verden begyndte man ikke blot at afbilde virkeligheden, men hovedsageligt virkeligheden set fra kunstnerens synspunkt. I musikkens verden popper jazzen op som en provokation til det harmoniske og ordensprægede univers. I Prosaens verden blev tekster skrevet med henblik på at afbilde den virkelighed kunstneren oplevede og fokus blev sat på at udtrykke indre følelser og tanker.
I digtet Fribytter benytter Tom Kristensen ABCB-rim, som giver digtet en rytme og et flow når læseren læser det. Det består af fire strofer, hvoraf det sidste er delt i to. Hver strofe har 8 vers. I hver strofe benytter han semantiske skemaer til at beskrive det lyriske jeg, han sammenligner en fribytter med. I første strofe er verber som flakker, stirrer, ligger, døser og ser alle forbundet med at være sejler, og den tilstand man sandsynligvis befinder sig i, når man ligger ude på det åbne hav og ikke skal tænke på så meget andet end at sejle. Når det lyriske jeg ”flakker fra grønt til rødt” (1.strofe, 2.vers) symboliserer kontrastfarverne grøn og rød, styrbord og bagbord, og kontrasten mellem hinanden. Det lyriske jeg flakker altså fra den ene side til den anden, som en der søvnigt stirrer mod alt der er dødt i bagbord, vender derfor skuden mod styrbord og stirrer vågnende mod livet. Det lyriske jeg er derfor et ikke-deltagende-jeg, der ikke tager stilling til tingene, men kun beskriver, formidler tingende, og denne beskrivende, formidlende tendens er klar ekspressionistisk.
Det er gratis at oprette en konto