En vintermorgen befandt Anastasia sig på Østerbro. ”Jenny Larsen” alder 92, dement. Anastasia arbejdede som omsorgshjælper. Fru Larsen vidste ikke om det var morgen eller aften. Tøjet var ikke klædt ordentligt på, og mens hun klædte den demente Jenny, kommer sønnen af Fru Larsen ind af døren, hvor han begynder og skælde systemet ud, eftersom Anastasia var kommet for sent og hans sultne mor ikke har fået sin morgenkaffe. Morgenbordet var dækket og kaffen var skænket til sønnen af Fru Larsen, i rummet ved siden af. Anastasia kunne dog ikke se meningen i, at han skældte hende ud, når han selv sagtens kunne forsørge sin egen mor. Han kunne jo tydeligvis forsørge sig selv.
[NAVN A] mener ensomheden og forladtheden har taget overhånd i samfundet. Er Danmark blevet til et samfund med berøringsangst for følelser og næstekærlighed.
Udviklingen skyldes vel sikkerheden. Vores ældre familie medlemmer skal jo nok klare sig med statens omsorg i form af de offentlige ydelser. Vi medborgere, betaler skat for at få omsorgshjælperne rundt til de forskellige patienter. Vi hjælper af hele vores hjerte, gerne for at passe på vores befolkning og sætte leve standarterne højere op. For jo højre jo bedre.
Vi skal kæmpe for hinanden, i stedet for mod hinanden her i Danmark. Samfundet modernisere sig, men vi som mennesker, skal ikke forvente for meget. Med det, mener jeg personligt, det er forkert, at tro de morderne maskiner kan gøre os bedre. Vi bliver dovne og tror systemet vil gøre mere end de vil og kan. Vores materiale og ressourcer bliver større og større, eftersom verdenen er globaliseret og vi i hele universet får eksporteret og importeret ideer og varer fra den ene ende til den anden, uden nogen problemer, for eksempel ved hjælp af medierne og de sociale netværksportaler, generelt set den internet vi alle kender til, den dag i dag. Vi opfinder noget bedre for hver dag.
Det er gratis at oprette en konto