Næstekærlighed. Et for længst overstået kapitel i vores moderne samfund? Måske - og hos hvem ligger ansvaret? Bør næstekærlighed være en del af en almen dannelse, eller er det noget, vi selv må tage stilling til? Nogle mener, at altruisme er en egenskab, der ligger i generne hos de fleste flokdyr - deriblandt mennesket. En egenskab der skal sørge for, at alle på grund af fællesskabet klarer sig. Man kan være selvisk og grådig, man kan være gavmild og givende, og man kan være næstekærlig. Spørgsmålet ligger ikke i, hvornår man er god og ond, for det må være indlysende. Men hvornår er man næstekærlig - hvor er skelnet mellem altruisme og egoisme?
”Du skal elske din næste som dig selv” (Matt 22,39). Sådan lyder det kristne bud, selvom kristendommen langt fra er den eneste religion, der går ind for troen på næstekærlighed - buddhisme, islamisme og jødedommen er bare nogle af de andre store trosretninger. Begrebet stammer fra det latinske ord caritas, som betyder ”uselvisk kærlighed til sine næste”, og selvom man ikke er dybt religiøs, er det som regel en del af en almindelig opdragelse, at man lærer at tage sig af hinanden, og hjælpe hvor man kan. Det er en del af vores kultur at leve sådan. Det udtaler Anders Fogh i et interview, hvor han beskriver de fleste af os danskere som værende kulturkristne. ”De fleste kristne, der definerer sig selv som kulturkristne, bruger ikke religion til bøn, men som grundlag for den danske morallære”. Han mener, at det danske samfund er stærkt fordi, flertallet har det, han kalder et kulturkristent udgangspunkt. Vi er opdragede til at udvise omsorg over for dem, der har brug for det.
Det er gratis at oprette en konto