Analyse af Karen Blixens novelle 'Ringen'

Denne novelle af Karen Blixen, Ringen, er skrevet 1958, altså seks år efter sin modtagelse af De Gyldne Laurbær, og udkom i en samlet novellesamling, Skæbneanekdoter. Det vi allerede ved om Karen Blixen, er at, hun skrev om eksistentialisme, altså den filosofi og deraf litterær retning, som mener at det enkelte menneske vælger og handler frit, og derfor står som alene ansvarlig for udformningen af sin eksistens, som også denne novelle fremhæver.

To unge mennesker, Konrad og Lovise (Lise), bliver gift i starten af 1800-tallet på en hyggelig sommermorgen, og spadserer på deres store jord, og nyder naturen og deres samvær. Deres forældre har endelig indvilliget i, at de må gifte sig, efter de har elsket hinanden hele deres liv, trods den klassemæssige forskel de to imellem. Konrad er den ambitiøse unge mand, som tager hensyn til gården, sine får og deres fremtid. Lise derimod er det noget enfoldige, uskyldige lille pigebarn, som fra starten af historien virker en hel del barnlig. Men de elsker hinanden og lever på euforisk vis sammen, i den lyse og lykkelig verden. Lise føler sig også samtidig fri, og at hun nu på ingen måde kan tænkes at have nogle hemmeligheder for sin mand. Men på trods af, at Lise synes at elske og beundre sin mand, beskriver hun ham dog som en lille dreng, selvom det er Konrad der hver morgen arbejder med sine får, høsten og regnskaberne, i stedet for, synes Lise, at koncentrere sig lidt mere om hende. Det er da noget der præger de fleste af Karen Blixens fortællinger, noget implicit dog, med at kvinder skal føre sig frem som ældre og stående nærmere sit indre væsen. For da de begge hører om fåretyven, bliver Lises nysgerrighed vakt som et lille barns, og hun vil høre mere af historien. Konrad sender hende dog hjem fra marken, før de går med detaljer om fåretyven, da han ikke vil lade problemer og bekymringer overgå hende, men hvor Lise, en del tvær, lader Konrad bære sin hat hjem efterfølgende. Men på den anden side af sagen virker det som om, at Lise er glad for den frihed, ved for første gang at være alene gående, da det er noget hun ikke er vant til. Hele Lises liv, er hun blevet passet på og vogtet, og derfor ikke skyggen af frygt i sig, da noget uhyggeligt aldrig har overgået hende før. Hun føler pludselig en trang til at bevæge sig ind i skoven, væk fra stien og skænker det ikke en tanke, at hendes mand snart vil lede efter hende og eventuelt blive bange, eftersom han ikke kan finde hende. Da hun først kommer i tanke om dette, frydes hun over hans mulige rædsel ved hendes forsvinden og kan igen ikke se alvoren og faren i det. Hun er som et lille barn, hvilket man jo på sin vis ikke kan bebrejde hende, eftersom hun sikkert hele sit liv, er blevet behandlet som et.