Jeg har læst en tekst af Jon Bøge Gehlert, fra Politiken 24. april 2010.
Teksten handler overordnet om, at børn skal paces fremad af, forældre og lærer, men også om at selve samfundet er blevet for blødsødent. Jeg kan godt følge ham på nogle punkter, men han lægger hele ansvaret fra sig, og det er måske ikke den rigtige vej frem.
Først og fremmest, det at pace hvad er det egentlig? På få sekunder ved hjælp af google finder man: At pace betyder at presse nogen til at anstrenge sig ekstra, og arbejde hårdere, for at nå et bestemt mål.
I teksten bliver der blandt andet skrevet: Men hvad adskiller så de professionelle fra drømmerne? Svaret kan være sportsgale forældre. Forældre, der presser deres børn til at yde det maksimale. Forældre, der pacer. I teksten bliver der blandt andet nævnt navne som: Caroline Wozniacki og Simon Kjær, vis forældre Piotr Wozniacki og Jørn Kjær, er nogle meget hårdt pacende forældre. Men med et par hurtige klik på Google, finder man nemt navne som Gary og Martin Kemp. De er brødre, og verdensstjerner inden for den speciale dans Spandau, som ligger meget tæt op af ballet. Deres far dødede da de var meget unge, og deres mor dødede 48 timer efter. I interviews har de begge sagt, at dansen var det eneste sted de kunne finde trøst og glæde. Så ja, forældre har en stor del i succesen, men det er nok nærmere bare det, at du bliver drevet frem af noget, om det så er forældre eller længsel efter samme.
Det er gratis at oprette en konto