3 Flystyrtet, A Jeg var på vej hjem fra en forretningsrejse, sammen med de fleste af mine kollegaer. Jeg sad i et top lækkert fly på 1. Klasse. Foran mig havde jeg et lille TV på 10¨ cirka og en Dvd afspiller fra Si-mens. Det var koldt, så alle sad pakket ind i store tykke tæpper, og fire lag fingervanter. Det var vinter udenfor. Det sneede. Men det tænkte jeg jo ikke mere over, flyet kunne flyve og jeg ville bare gerne hjem. Jeg havde været væk hjemmefra i tre måneder. Og alt jeg tænke kunne på, var min dejlige kone Maibritt og mine to dejlige drenge Søren og Nora, der ventede på mig i København luft-havn. Jeg skulle lande kl. 20:56. Klokken var 20:05 nu så der var under en time til jeg ville få dem at se. Jeg sad i min dejlig bløde luksus stol og så Terminator, en film som jeg altid har elsket, og kan se op til flere gange på en uge. Jeg havde store sorte høretelefoner på, så alle i flyet ikke skulle høre på Terminator filmen. På højre side af mig, sad en meget fin ung herre i sort og hvidt, og kiggede underligt ud af vinduet, han så meget bekymret ud, som om han vidste at der snart ville ske noget, men hvad det var, kunne man ikke læse ud fra hans ansigt, men det så ikke godt ud. Og på min venstre side, var der ikke andet end luft. Der var kun to sæder på hver række, så ved siden af mig gik stewardesserne frem og tilbage, med mad og drikke, puder og tæpper. Jeg overvejede længe om ansigtet på manden var noget jeg skulle bekymre mig om, men overbeviste mig selv om at der jo ikke ville ske noget, det var jo bare en lille fly tur. Men det skulle jeg ikke sige for hurtigt. Flyet begyndte at ryste og slingre gennem luften, med en fart som var helt vanvittig. Det skrattede, og jeg kunne høre en mands stemme gennem høretelefonerne til Dvd’en.- kære passagerer. Forhold jer helt rolig, gå ikke i panik. Vi har lidt problemer med flyet, og vi bliver nødt til at nødlande flyet. Spænd jer venligst så godt fast som i kan så vil der ikke ske noget. Det var enden, folk begyndte og skrige og små børn begyndte og græde. Forældrene prøvede at berolige dem men det lykkedes ikke. Udenfor flyet var det ved at blive mørkt. Ikke fordi det var aften, men fordi at røgen fra flyveren var blevet sort og spredte sig hurtigt. Børnene fortsatte med at gå i panik, mens jeg sad i min stol. Stadig helt grebet af filmen. Da jeg kiggede til højre for at kigge ud på den mørke røg igen, var den unge herre i sort og hvidt væk. Hans hurtige og lydløse forsvinden undrede mig meget. Men det var ikke noget jeg ville tænke på i evigheder. Jeg ville ringe til Maibritt, men mobilen var blevet sat på fly tilstand så der var ingen forbindelse. Jeg for-holder mig stadig helt rolig, men det var svært at koncentrere sig om filmen når det meste af be-sætningen var i panik. Klokken er nu 20:19. For kun 14 minutter siden var jeg sikker på at intet kunne gå galt, nu var jeg ikke så sikker længere. Jeg havde ikke hørt noget fra de ansatte i godt 10 minutter, så jeg håbede på det var overstået. Men 3 minutter senere fik vi en melding om at der ville blive nødlandet om omkring 1 minut. Filmen var stadig i gang, så jeg fokusere på den. Ikke på andet, kun den. Jeg vil ikke sige at jeg ikke var bange, for det var jeg. Mit hjerte hoppede et slag over i ny og næ, men det var ikke noget jeg rigtig bed mærke i. Filmen var for spændene så jeg lagde ikke mærke til hvor hurtigt vi egentlig nærmede os jorden. Endnu en gang kiggede jeg ud for at se om røgen var blevet værre, men denne gang dækkede en høj hat for udsigten. Den unge her-re i sort og hvidt, var kommet tilbage. Underligt nok med en høj sort hat siddende på hovedet, som om at han skulle være så fin som overhovedet muligt når han stod ud at flyet, eller kravlede ud af flyet. Det var piloten det snakkede i højtalerne, det kunne jeg se fordi at de havde ladt døren stå åben ind til styrerummet. Han var høj, slank og så havde han brunt hår. Ikke fordi jeg normalt lægger mærke til det. Klokken blev 20:23 så nu skulle flyet helst gerne ramme jorden. Vi var nu 100 meter fra jorden og vi nærmede os en stor mark vi kunne lande på. Den var fyldt med sne, og omringet af hegn. Et perfekte sted at lande kunne jeg høre de sagde fra højtalerne. De begyndte at tælle ned. 10-9-8-7-6-5-4-3-2-1 og så var vi på jorden, slet ikke så hårdt som jeg havde regnet med. Jeg blev først lettet, mest forbi at jeg ikke var død, men også bare fordi at vi er på fast land nu. Mit hjerte havde en vildt underligt rytme, det hamrede vildt hurtig, og så vildt langsom. Det forvirrede mig, jeg så flyet, i tre store dele. Og det er det sidste jeg kan huske. - Far, far, far hvor er du? - jeg er her.- hvor? Hvor er du?- her, hvorfor kan du ikke se mig?- hvor er du? Jeg vil ikke lege gemmeleg- Søren, Nora, Maibritt jeg er her. Lige her, foran jer! - far, far! Hvorfor? Det er ikke fair.- fair, det er jer som lader som, om I ikke kan se mig?- vågn op. Vågn nu op.- vågn op? Vågn op fra hvad? Jeg er jo vågen, og jeg er lige her.- vågn op farmand. Jeg vil ikke miste dig nu.- miste mig? Skat du kommer aldrig til at miste mig, hvorfor tror du det?
Det er gratis at oprette en konto