Jeg kender godt følelsen af, at man hele tiden stræber efter noget nyt. Det er som om, at man aldrig har nok i det, man har. Jeg selv stræber efter noget ganske simpelt. Lykke. At kunne lægge sig ned i sin seng, lukke sine øjne og ikke føle noget andet end ren og skær lykke, ville for mig være intet andet end vidunderligt. Den boblende glæde, som må vælte frem i ens krop, når ens liv pludselig er fuldkomment. Alligevel kan man jo spørge sig selv: ”Hvornår er man lykkelig?” Er det når man har hele 2316 venner på Facebook? Når man opnår sit mål om at få tolv i samtlige fag i skolen? Eller er det, når man endelig finder den ægte kærlighed? Mulighederne er utallige, og svaret på spørgsmålet afhænger udelukket af hvilken person, der besvarer det. Hvis jeg selv skulle komme med et svar på, hvornår jeg ville være lykkelig, så ville det være, når jeg var helt perfekt. Når der ikke var noget som helst at rette. Nogle gange så tænker jeg tilbage på, hvordan det var, da jeg var barn. Når jeg sidder her nu, så kan jeg godt se, at dengang må jeg da have haft god grund til at være lykkelig. Jeg var endnu ikke nået til det stadie, hvor man hele tiden skal præstere i skolen, og jeg var faktisk tilfreds med mit udseende. Egentlig så havde jeg vel også alt, som en lille pige kunne drømme om: Mange venner og veninder, nogle gode forældre, masser af legetøj og mad på bordet hver aften. Dog kan jeg alligevel huske, at jeg sørgeligt nok ikke var spor lykkelig. Jeg længtes stadig efter mere, og der var utrolig mange ting, som jeg glædede mig til. Det er så forfærdeligt at tænke på, at jeg allerede i så ung en alder ikke bare kunne være glad og nyde mit liv. Blandt andet så mindes jeg, at jeg glædede mig helt ufatteligt meget til at gå i niende. Det var bare som om, at når man gik i niende, så var man alt det, som en lille pige ønskede, at hun selv var; Høj, smuk, klog og gammel nok til selv at bestemme over sine egne sengetider. Alle pigerne i min klasse så op til de ældste piger på skolen, fordi det jo var dem, der gik med makeup og havde råd til mærketøj. De var altid så seje, når de gik rundt med deres kærester, som de kunne finde på at kysse uden overhovedet at skamme sig. Det var svært at lade være med at håbe, at det en dag kunne blive ligesådan for en selv. Selv som en lille pige glemte jeg, at sætte pris på det jeg havde og leve i nuet. Jeg glædede mig for meget til at blive ældre, så jeg kunne få alt det, som jeg drømte om. Nu er jeg ældre, og jeg spørger ofte mig selv: ”Hvad så nu? Er mit liv perfekt?” Svaret er ganske enkelt nej. Mit liv er i mine øjne slet ikke perfekt, fordi nu længes jeg bare efter endnu mere. Jeg går nu i niende, men i stedet for at være glad for, at jeg nu endelig er der, hvor jeg drømte om at være, da jeg var yngre, så har jeg fået helt nye ideer, om hvor godt mit liv kunne være.
Det er gratis at oprette en konto