Allan er lillebror. Han har en dejlig lørdag aften sammen med storebror, som er hjemme på besøg fra sine studier, storesøster, mor og far. De synger slagere sammen og det lyder rigtig af noget, når de alle er samlet. De hygger sig, men det er ligesom, der også er en falsk tone.
Det er igennem præsentationen af især Allans søskende, at læseren kan mærke forskellen mellem den voksne fortæller og det barnlige fortællende jeg. Den voksne fortæller ved godt, hvad der er rigtigt og forkert. Det barnlige fortællende jeg bryder sig ikke om enhver handling, der kan true hverdagens rutiner og gøre især faren dårligt tilpas.
Vi fornemmer, at storebror, der ikke er der til hverdag, slår revner i det billede af idyl, som lillebror har. Det er noget med faren, som ikke er helt tilpas. Moren tilbeder den hjemvendte søn, men faren kritiserer ham bl.a. for at spise med kniv og gaffel til hverdag. Han fortæller sine underlige tanker om ham: Far er bange for han er bøsse, hvad det så end betyder.” (s. 51 l. 14)
Søsteren derimod spiller en helt anden rolle, hun kan trøste faren, “så han ikke føler sig udenfor. Sanne er en god pige” (s.51 l. 23)
Det er gratis at oprette en konto