Pigen i den blå kjole

Pigen i den blå kjole.Min søster blev for nogle år siden skilt, flyttede fra det fælles hus til et lille rækkehus i Tåstrup.Hendes søn, der på det tidspunkt var 12 år tog denne skilsmisse meget tungt, og var i en længere periode rigtig ked af det.Kort efter de flyttede ind i det nye hus, begyndte underlige ting at ske oppe på første sal, kun i datterens værelse, hendes datter var på det tidspunkt 8 år. Om natten vågende datteren op, ved at nogen trak hende i armen når hun sov. Nat efter nat løb hun ind til sin mor, og fortalte dette, men når de sammen kiggede i værelset, ja så var der jo ikke nogen. Senere begyndte hendes datter at sige, når hun sad og tegnede ved sit skrivebord, (også om dagen) så stod der altså en bagved stolen hun sad på - og pustede hende i nakken. Datteren havde et stort spejl på lågerne af sit klædeskab, nogen gange stod hun foran spejlet og dansede til musik, en dag kom hun løbende ned i køkkenet til sin mor, og fortalte at hun var sikker på hun havde set skyggen af en lille pige danse lige bag hende i spejlet. Min søsters datter har en lille samling af fine dukker, dukker klædt i gammeldags kjoler med mamelukker og lange proptrækker krøller på hovedet. Nogen gange var der byttet om på denmåde hun havde placeret dukkerne, og hun påstod hårdnakket at der blev rodet i hendes ting.Især var der en af disse dukker, med en fin blå kjole og lange lyse krøller der jævnlig blev flyttetrundt på, dette måtte min søster erkende, da hun en nat listede ind på datterens værelse, og så denne dukke, ligge et helt andet sted i værelset end den havde gjort da hun tidligere på aften lige havde tjekket om datteren sov, hvad hun gjorde. Min søsters datter var egentlig ikke bange for hvad der forgik på hendes værelse, men gav tit udtryk for hun følte det irriterende og som om nogen kiggede på hende hele tiden.Min søster ringede til mig (jeg var lige kommet på besøg i Danmark) og spurgte om jeg ikke ville komme ud og se om jeg kunne finde ud af hvad der foregik på dette børneværelse.Jeg tog derud, og vi gik alle tre ind på datterens værelse, sønnen var lige et smut overe hos en ven.) Jeg bad min søster og hendes datter forholde sig helt rolige, og sammen sad vi på sengen…I værelset, var der en energi, en energi, som ikke kom fra os. Efter en kort stund gik jeg hen og tog den fine dukke ned fra hylden, og satte mig med den i hænderne. Der var ”noget” ved denne dukke. Jeg spurgte, min niece om hvad dukken hed. Den hedder Sara, fortalte hun mig. Jeg begyndte stille at tale ud i rummet, bad pigen om at lade mig se hende, at vi ikke ville hende noget ondt, men gerne ville hilse på hende… Dukken må ikke hedde Sara, lød det pludselig i mine øre, den ligner jo mig, og jeg hedder Elin. Langsomt manifesterede en energi sig, henne ved skrivebordet, det skal siges at det kun var mig der kunne se pigen tydeligt, men både min søster og niece, pegede overmod skrivebordet fordi de straks fornemmede der var ”noget.” Godaften Elin, sagde jeg, hvor er det dejligt at se dig. En lille pige i blå bomuldskjole, og lyst langt krøllet hår, der var bundet sammen med en blå sløjfe stod og så på mig. Jo, faktisk kunne jeg godt se at hun og dukken lignede hinanden lidt. Derefter havde jeg en længere samtale med pigen. Hun fortalte at hun var død på hendes forældres gård, hun vidste ikke årstallet, men det var den dag da den sidste høst skulle i laden, karlene havde en slags konkurrence om hvem, der kom først ind med et vognlæs høstkorn. Hun fortalte at alle var samlet ved vognporten til gården, at hun havde sin fineste kjole og sko på, fordi der skulle være høstfest om aftenen. Hun fik øje på en kattekilling, der løb rundt om hjørnet til vognporten, og løb efter den, i det samme drejede en høstvogn med hesteforspand ind i porten. Hun døde med det samme. Jeg spurgte hende om hun ikke gerne ville forenes med sin familie, - hun rystede på hovedet. Hun fortalte at hun stadig var på gården, at gården nu var flyttet, men mange mennesker hver dag besøgte denne gård, også mange børn. Her havde hun set en dreng, der var så ked af det, og fulgt med ham hertil. Og nu leger jeg her, og ser hvad pigen leger, men dukken skal altså hedde Elin, ligesom mig, jeg bliver sur hver gang hun kalder den Sara. Jeg spurgte hende om hun nogen gange forsøgte at vække pigen som bor i værelset. Elin svarede da, at hun syntes pigen var kedelig når hun sov, at hun skulle vågne op og lege. Jeg forsikrede hende at dukken fra nu kun ville hedde Elin, om hun så til gengæld ville lade pigen sove i fred i sengen om natten. Dette indvilgende hun i, med et stort smil. Jeg spurgte hende endnu engang om hun ikke ville genforenes med sin familie. Nej, jeg vil blive her og lege lidt. Derpå tonede hun ud, og den stærke energi ved skrivebordet forsvandt. Min søsters datter kaldte fremover dukken for Sara, og endnu nogle uger, var der ”to piger” på værelset. Men min niece fik sin nattesøvn i fred. Det viste sig at min nevø havde været på klasseudflugt til Frilandsmuseet, et museum for gamle danske gårde og landboliv, få dage efter de flyttede ind i deres nye hjem. Drengens nedtrykte stemning, den energi han udsendte, tror jeg har tiltrukket pigen, men at hun hurtigt har fundet min niece og hendes legesager mere spændende, og underholdende. Som ånd har hun ingen tidsfornemmelse overhovedet, hun ved ikke at hun har været i værelset i flere måneder, for hende eksistere tiden ikke. Min søsters datter siger at pigen er gået hjem, for det hørte hun Elin sige en dag til hende - at nu måtte hun hellere skynde sig hjem. Min niece savner sin ”veninde” - men som hun siger, det er bedre for hende at være hjemme. Dukken har hun stadig, og den vil altid hedde Elin.Dette besøg fra den anden side, ligger nogle år tilbage i tiden, men Elin glemmer vi aldrig!