Jeg har tænkt virkelig meget, og har fundet ud af hvad der betyder mest og er det vigtigste i min hverdag. Mine venner? Min daglige kop te eller mine serier? Min familie? Men det vigtigste af alt er at sende min far en tanke.
Jeg husker det som om det var for 1 minut siden jeg fik af hvide at han ikke var til stede mere. Jeg husker følelsen af at alt bare blev sort og lukkede mine øjne som om verdenen gik under. Jeg har aldrig fået sådan en direkte nyhed i hele mit liv før det. Den dag var uden tvivl den værste i mit liv og de følelser jeg havde var ubeskrivelige. For der var jo ikke noget galt med min far? Lige pludselig var han bare væk. Det er ubærligt og uretfærdigt at gå rundt som 14 årig og have sådan et stort sagn til en man holder så meget af, sin egen far.
Jeg syntes også at det er underligt som 14 årig og skal gå rundt med sådan en følelse af at være misundelig på alle mine veninder. Det er ikke den samme følelse jeg har som når jeg ser en anden person have noget som jeg har ønsket mig i vildt lang tid. Det er den følelse af at man ser andre have noget som man virkelig har brug for og er vigtigt i ens liv nemlig ens far. Det syn af at jeg ser mine veninders fædre komme ind og sige hej og måske kysse dem på kinden misunder jeg rigtig meget, for det vil aldrig nogen sinde komme til at ske for mig.
Det er gratis at oprette en konto