Hej jeg hedder [NAVN A], og jeg har mistet min far, for 4 måneder siden præcis i dag. Selvfølgelig er det svært at miste, det er det uanset om det er tæt på familien eller helt inde på familien. Men det er man nød til at indfinde sig med, fordi sådan er livet, ingen lever evigt. Så kan man sige noget om, om det er godt eller skidt. Hvis man kigger på den episode hvor min far var syg, ønskede jeg tit at han skulle dø, for jeg fik ofte medfølelse, for at han havde smerter hele tiden, og det kunne jeg virkelig ikke lide at se. Når jeg siger det her, så mener jeg det ikke ondt, men han led så meget at man til sidst ikke gad at se på ham mere.
Nu vil jeg fortælle hele forløbet, helt fra starten til slutningen.
Det startede en morgen, hvor vi kom hjem fra ferie, i Afrika. Og jeg husker tydeligt at det var en søndag. Vi blev alle sammen kaldt sammen, vi sad rundt om køkken bordet. Min far begyndte at græde, inden han overhovedet havde sagt et ord. ”Nu sig dog hvad der er i vejen?”, min far var gået ind på toilettet. Vi sad selvfølgelig og var meget bekymret over hvad der var i vejen. Så sagde min mor: ”jeres far”, og i det øjeblik tænkte jeg på, at der var noget i vejen med min farfar og ikke min far. Men sætningen lød: ”Kan i huske jeres far har haft mange problemer på ferie med maven?” Vi svarede alle sammen: ”ja”. Så sagde min mor at det er fordi han har fået kræft, i det øjeblik skete der så meget. Min søster [NAVN C] løb ud i døren da hun hørte ordet kræft, vi vidste ikke hvor hun var gået løbet hen. Jeg løb ind på mit værelse og skreg, så højt jeg overhovedet kunne, i min pude. Da jeg var kølet lidt ned, gik jeg ud til min far og gav ham det største knus, jeg nogensinde havde givet ham. Min mor var gået ud for at lede efter [NAVN C], og det viste sig at hun var gået over til sin veninde [NAVN B]. Glemmer aldrig den søndag.
Det er gratis at oprette en konto