Mørkt, der var helt mørkt i værelset, så mørkt, at hun ikke engang kunne se sig-selv, men hun kunne kun høre hendes vejrtrækning. Ind og ud, ind og ud. Det regnede voldsomt udenfor, bladene blæste så meget, at man også kunne høre det inde i det lukkede værelse, hvor hun sad helt stille i segnet med hans billede i hånden. Tårerne trillede ned af hendes kinder ved tanken af, at han har forladt hende for evigt. For evigt og evigt. Der var intet at gøre end, at kun føle skyldig. Skyldig og kun skyldig. Tænk hvis hun ikke havde gjort det, tænk hvis hun ikke havde kniven i hånden, tænk, hvis hun ikke havde sagt alt det, som hun sagde. Tænk, hvis hun slet ikke havde gjort noget som helst, så ville han måske havde været sammen med hende nu her i der her værelse. Men det ville aldrig komme til ske mere, og det vidste hun godt. Men hendes hjerte bankede stadig for ham, meget højt, hver sekund bankede det mere og mere, men der var intet at gøre end at føle skyldig. Der var blod over det hele. Rødt, rødt og kun rødt. Hele værelset var fyldt af blod, hun kunne lugte det. Hun kunne lugte hans blod, det kolde blod. Hun begyndte at skrige. Hun skreg og skreg, men intet kunne bringe ham tilbage. Hun skreg højere og højere, men ingen hørte hende. Der var intet at gøre end at føle skyldig, kun og kun skyldig.
Det er gratis at oprette en konto