Jeg var ikke vant til at gå i blanke sko. Nok mest fordi, at jeg ikke havde mere end ét par blanke sko, men også fordi at jeg hadede at gå i dem. De må overhovedet ikke komme i kontakt med noget, fordi så skulle de vaskes og pudses. Og det var ikke lige min stil, at pudse sko altså.
Uden at sige noget til hinanden gik vi ud til bilen og kørte af sted, først da vi ankom til kirken 20 minutter efter sagde far noget, men den var blot "Så er vi her." og ikke mere.
Jeg kan huske dengang hvor vi alle fire kørte i bilen sammen, der var altid masser af støj og larm, og vi havde det meget hyggeligt. Men nu var alt bare trist. Det var slet ikke sjovt at sidde i en bil uden hende. Gud, hvor jeg dog savnede hende dér ved siden af mig, på venstre bagsæde, det var hendes plads, hun sad der altid, men jeg sad i højre side. Jeg ved egentlig ikke hvorfor at vi sad sådan, men det gjorde vi bare.
Da jeg gik ind i kirken, var der helt tomt, jeg havde heller ikke regnet med at der var andre, der ville komme 1½ time før selve begravelsen. Det var mig der havde spurgt mor og far om vi kunne kører så tidligt, fordi at jeg ville have tid til at bede og se på kisten i fred og ro.
Det er gratis at oprette en konto