”Du må ikke lyve, Jeppe.” En sætning jeg efterhånden har hørt et par gange. Men nu, ja, nu er jeg blevet voksen, næsten da. Jeg forstår meningen med det nu. Man må ikke lyve. Og så alligevel?
Jeg har altid fået afvide, at når jeg løg, så gjorde jeg noget forkert, og det er den indstilling jeg er vokset op med, og lever efter. Men hvorfor? Vi mennesker har det med at haste fremad uden overhovedet at se tilbage. Hvorfor er det forkert at lyve, og hvorfor lyver vi overhovedet i første omgang? Jeg har aldrig rigtig fået en forklaring på, hvorfor jeg ikke må lyve. Men det burde da også være et retorisk spørgsmål. Det er ikke et tabu emne som sådan, men man sætter alligevel ikke tvivl ved det. Før nu. Lad os nu sige at der ikke var nogen som løg, overhovedet. Alle skulle sige sin mening, hvis man blev spurgt, og svare helt oprigtigt. Man ville ikke kunne sige til sin kone ”Ja skat, det er nogle flotte sko til den kjole”, men ville være nødt til at sige ”Jeg syntes dine sko er grimme, du ser tyk ud i dem”, hvis det altså var ens ærlige mening. Forestil dig hvordan hun ville reagere, hvis du sagde det til hende. Ingen kvinde ville finde sig i en sådan kritik, nu til dags. Hvis du forestiller dig, at du sagde det i en verden, hvor alt var rigtigt, og ingenting var løgn. Mon ikke man ville have vænnet sig til, at få sådanne kommentare og ”komplimenter”? Der ville aldrig være mord, bedrageri eller skattesnyd. Man ville jo ikke have mulighed for at skjule det, hvis man da endelig besluttede sig for at gøre det. Til gengæld ville man heller ikke kunne behandle andre, som man måske egentlig gerne ville, fordi man netop skulle sige alt. Hvis mennesket ikke kunne lyve, ville det så være en lykkelig verden? Og hvilken verden ville du helst leve i? I denne verden kan man gøre som man vil, en løgn er jo kun en løgn hvis man bliver opdaget i det, eller ikke kan leve med det.
Det er gratis at oprette en konto