Anders Bodelsens ”Fejlen” er fra 1972. Novellen er fortalt i ydre 3. personsfortæller, med personal fortæller hos tekstens mandelige hovedperson Hugo. Vi befinder os i Danmark i martsmåned.
Første gang ordet ”fejlen” nævnes er i indledningen, hvor beretningen om et dansk byggeri nær en endestation præsenteres for os.
Med et års mellemrum, er to murstensgavle på byggeriet styrtet sammen. Under første styrt sker der ingen ulykker, mens en ung kvindelig billist passerer bygningen under andet styrt og bliver dræbt.
Årsagen til fejlen bliver aldrig fastlagt, og ingeniøren til bygningen bortgår i depression over de uforklarlige årsager, og tager kort efter sit eget liv.
Første styrt af bygningen, kan sammenlignes med næste problemstilling i teksten; nemlig da hovedpersonen Hugo opdager, at de billeder han har indleveret hos en fotohandler pludselig viser sig, at have tre fremmede billeder iblandt sig.
Dette er novellens ’point of no return’.
Hugo har, under en forårsrengøring med sin gravide kone Lisbeth, fundet et kamera og opdaget, at der var seks optagelser tilbage. De fotograferer derfor hinanden på altanen og tager ”et enkelt billede indendørs af den fint ny-opryddede stue på et halvt sekund, og kameraet anbragt med fast underlag i vindueskarmen så det ikke skulle ryste”. Vi befinder os altså i en tid, med gammeldags kameraer. Den fortalte tid kunne derfor være samtidig, mens fortælletiden blot strækker sig over et par timer.
Det er gratis at oprette en konto