Krigen i 1864: Baggrund, forløb og slagene ved Dannevirke og Dybbøl

Før 1864 bestod det danske monarki af tre hoveddele: kongeriet Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Kongeriet Danmark var det største del af Danmark med hele 1.600.551 indbyggere og med et areal på 39.000 km2 , dernæst kommer den anden største som er hertugdømmet Holsten med hele 544.419 indbyggere og med et areal 8.417 km2, derefter kommer det tredje største som er hertugdømmet Slesvig med 409.907 indbyggere og med et areal på 9.436 km2, og til sidst kommer den mindste som er hertugdømmet Lauenborg med 50.147 indbyggere og med et areal på 1.183 km2. Når man ligger kongeriet Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenborg sammen er de i alt 2.605.024 indbyggere og med et areal på 58,036 km2.

I 1864 var Tyskland en blandet landhandel med 39 store og små kongerier, fyrstendømmer og fristæder som var kaldet Det tyske Forbund og på tysk blev det kaldt for Der Deutsche Bund. Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg var også medlem af Det tyske Forbund. Det betød at den danske konge som var hertug i Holsten og Lauenborg og derfor var han en tysk fyrste og dermed medlem af Det tyske Forbund. Rheinland-Westfalen blev efter Wienerkongressen I 1814-1815 en del af Preussen. Preussen og Østrig var en del af Det tyske Forbund og ville derfor hjælpe hvis Tyskerne kom i krig. Krigen startede lige så stille fordi de Det tyske Forbund besluttede d. 7 December 1863 at få Holsten og Lauenborg tilbage. De gjorde det fordi novemberforfatningen var i strid mod nogen aftaler der var blevet ved tager i 1851-1852 i London. Juleaftensdag i 1863 gik 12.000 sachsiske og hannoveranske soldater ind i Holsten og Lauenborg. De danske soldater som var stationeret i Holsten og Lauenborg trak sig tilbage til Slesvig uden nogen form for kamp. Østrig og Preussen krævede den 16. Januar 1864 at få novemberforfatningen trukket tilbage inden for to dage. Da dette ikke var muligt. Derfor gik Østrigske og Preussiske tropper ind i Lauenborg og Holsten. D. 1. Februar rykker de tropper ind i Slesvig. Det var ikke en forbundsbeslutning som betyder at kongeriet Danmark og tyskerne var gået i krig. Det står klart for den danske overkommando at de ikke holde Dannevirkestillingen efter nogen kampe for an denne stilling. Den danske general Christian Julius de Meza besluttede d. 4. Februar. Han indkalder alle de højst rangerede officerer og efter et 5 timers langt møde kommer de til enighed og beslutter at opgive Dannevirkestillingen.