Baggrunden for krigen 1864, også kaldet 2. Slesvigske Krig var, dels dansk-tysk strid om Slesvig-Holsten, dels den udenrigspolitiske situation. Striden om Slesvig-Holsten havde stået på siden Treårskrigen 1848-50, men det afgørende var, at Danamrk overtrådte Londontraktaten med Novemberforfatningen 1863. Denne overtrædelse, der indlemmede Slesvig i Danmark, førte til, at Preussen og Østrig den 6. januar 1864 truede med at besætte Slesvig, hvis ikke forfatningen blev ophævet indenfor 48 timer. Den danske regering afviste kravet, hvorefter Preussen og Østrig den 31. januar meddelte at besættelsen ville blive indledt. Dette skete allerede dagen efter, den 1. februar 1864, hvor preussiske og østrigske tropper på i alt 57.000 mand gik ind i Sydslesvig. Den danske hær var uforberedt, idet både materiel og fæstningsforsvaret var svagt og forældet. Ved Dannevirke kunne desuden kun mønstres 40.000 mand, og derfor valgte den danske overgeneral Christian de Meza at rømme Dannevirke efter en række indledende træfninger. De Mezas handling reddede hæren, men førte til hans afskedigelse, fordi tilbagetrækningen blev betragtet som forræderi i befolkningen. Kampene ved Dybbøl førte ligeledes til nederlag, da stillingen blev stormet den 18. april 1864. Den 20. april indledtes forhandlinger under våbenstilstand ved Londonkonferencen, men den danske regering indtog så stejle holdninger, at forhandlingerne brød sammen. Krigen blev genoptaget og resultatet blev, at hele Jylland blev besat. Da Als blev indtaget den 29. juni gav regeringen op, og den 1. august indgik de krigsførende parter en præliminær fredsaftale i Wien. Denne indebar, at Danmark skulle afstå de tre hertugdømmer: Selsvig, Holsten og Lauenburg samt de kongeriske enklaver i Vestslesvig. Preussen anerkendte dog disse enklaver som en del af kongeriget, hvorfor kompensation for disse skulle ske ved justeringer ved grænsen. Desuden skulle den tyske besættelse opretholdes indtil den endelige fredsaftale var underskrevet. Det blev den med Wienerfreden den 30. oktober 1864, hvor grænsen blev fastlagt ved Kongeåen. Kompensation for de kongerigske enklaver var otte sogne syd for Kolding samt nogle områder ved Ribe.
Det er gratis at oprette en konto