Analyse af Herman Bangs novelle 'Irene Holm'

’Irene Holm’ er skrevet af den danske forfatter, kritiker og journalist, Herman Joachim Bang. Bang er hverken, som forfatter eller journalist, bange for at udtrykke sig, hvilket også er illustreret i denne novelle. Dette medfører, at ’Irene Holm’ er en novelle, som indeholder et meget virkelighedsnært sprog og indhold. Hans litteratur forholder sig meget kritisk til tilværelsens meningsløshed og monotoni. ’Irene Holm’ er en novelle, som med et levende og ironisk sprog fortæller om, hvordan den udbrændte danserinde, Irene Holm, klarer sig igennem sit ensformige liv.

Novellen begynder en medias res, hvilket betyder, at vi bliver smidt direkte ind i handlingen. Et par linjer inde får vi en beskrivelse af vores hovedperson, Irene Holm. Irene er en kvinde, som tidligere i sit liv har været danserinde på det kongelige teater. Hun har valgt at bruge sine erfaringer inden for danseverdenen, og er derfor blevet danselærerinde. Teksten er opbygget kronologisk, med udtagelse af flashbacks, som indtræder i korte øjebliksbilleder, og omhandler Irene Holms tid på balletskolen. Irene bliver i teksten karakteriseret direkte, som ”lille, tyndslidt med et firtiaarigt Lillepige-ansigt”, hvilket giver et billede af en lille skræmt og hjælpeløs pige, som vandrer alene rundt i verden. Indirekte får vi i begyndelsen af historien, nogenlunde samme indtryk af Irene. Hun er en meget nervøs og genert kvinde, uden livsglæde: ”Ud gik hun ikke. Hun fik hjemvé, naar hun saa de flade, øde marker. Og så var hun også bange for tyre og løbske heste”. Bang har i citatet brugt mange negativt ladede ord, hvilket giver os et negativt indtryk af Irenes liv, samtidig med at vi får medfølelse for hende. Én ting vækker dog livsglæden tilbage hos Irene og det er dansen: ”Frøken Holm blev så ivrig, at hun begyndte at nynne højt, mens hun gik i Gulvet og op, i Gulvet og op…”. Vi kan nærmest føle den glæde Irene får ved at danse rundt, samtidig med at vi kan høre hendes nynnen i baggrunden. I dette afsnit, hører vi også om Irenes tidligere liv på balletskolen. Hun er åbenlyst blevet traumatiseret af det hårde pres, som hun stadig husker fra balletskolen: ”Om aftenerne – i gaderoberne… Hvor det summede… Alle stemmerne… og Regissørens klokke… Frøken Irene Holm vaagnede endnu om nætterne, naar hun havde drømt, at hun fejlede en Éntre”. Vi får fortalt, at de blev straffet på skolen, når de havde misset et trin. Det giver god mening, med Irenes nervøse og generte attitude overfor folk, som hun ikke kender. Hun har stadig ar på sjælen fra hendes ophold på Balletskolen.