Jeg skriver til dig nu, fordi du er den eneste, der altid kan forstå mig.
Jeg er lige kommet hjem fra den mest forfærdelige dag/aften i mit liv, og jeg har brug for at skrive mine følelser ned.
Som jeg fortalte dig, skulle [NAVN E] og jeg jo til vores fars bryllup. Dagen startede med, at mor satte os af uden for Rådhuset. [NAVN E] ville ellers rigtig gerne have været med til at pynte [NAVN C] op med brudekjole, og alt det, der nu hører sig til, men far sagde, at det ville blive for stressende at have hende rendende der. Som du ved, er [NAVN E] en stærk pige, men jeg kunne tydeligt se, at hendes ellers altid smilende øjne blev blanke. Jeg hader at se hende sådan. Det var en dårlig start, men vi prøvede begge at være optimistiske.
Der kom flere og flere mennesker. De samlede sig i små grupper på pladsen. Jeg følte, at [NAVN E] og jeg stod fuldstændig malplaceret i menneske-mængden. Det var en stor plads, så vi stod ikke tæt, men alligevel følte jeg, at vi hele tiden stod i vejen. Jeg kunne mærke øjne i nakken af mig, og folk der hele tiden prøvede at kigge diskret på os. [NAVN E] rev mig i ærmet, kiggede op på mig med sine store blå øjne og spurgte: ” Hvem er alle disse mennesker?” . Hun knugede sin ris-pose tæt ind til sig. Jeg følte mig bestemt heller ikke godt tilpas. Jeg havde mest af alt bare lyst til at grave [NAVN E] og jeg dybt ned. Ned i et stort trygt hul. Så ingen mennesker længere kunne stirre på os.
Det er gratis at oprette en konto