som du sikkert husker, fik jeg en invitation fra min fars kone til deres bryllup. Jeg skyndte mig selvfølgelige at tage til København, for at gøre mig klar til brylluppet. Da jeg kom hjem til min far, syntes jeg, at han virket mærkelige, han var ikke den far, som jeg husket. Han havde forandret sig ret meget, siden ham og mor blev skilt. Jeg tænkte, at det nok var fordi, at han havde været på arbejde hele dagen, at det måske vare årsagen, til at han var på den måde, men der tog jeg fejl. Da det blev fredag, og far skulle giftes, tog mig og lillebror til Rådhuspladsen, der hvor de skulle giftes. Da vi stod op om morgnen, for at gøre os klar, havde far stadige ikke ændret sig. Han var stadige anderledes, end han normalt plejet at være. Jeg fortryder rigtige meget, at jeg tog med, for det var en dårlige og ubehagelige følelse. Da vi trådte inden ad døren, virkede alt mærkeligt, gæsterne kiggede konstant på os, og jeg kunne høre nogle mennesker snakke om os. Mig og min lille bror stod for os selv i et hjørne, og snakkede om hvor kedeligt brylluppet var.
Efter at mig og min lillebror havde ståede og snakkede i cirka 10 minutter, kom far og bruden ind. Hans brud var i ført en smuk hvid kjole, og hendes lille dreng var iført eb jakkesæt. Det var tydeligt at se, at bruden var gravid. Efter at der blev sagt velkommen og så videre, holdt min far en lille tale. Og senere begyndte alle at danse, selv de små børn. Mens mig og min lillebror stod i et hjørne for os selv og kiggede på. Vi havde ikke et andet valg, for hver gang vi gik hen til nogen og prøvede at snakke med dem, blev vi på en måde ignorerede. Vi hørte på en måde ikke rigtigt til ved dette bryllup. Vi var på en måde en sær og anstrengende bagage, som vores far bare havde med sig, noget der ligesom flagerede ud af hans lommer, selv om han hele tiden forsøgte at stoppe det. Da far, bruden og hendes lille søn skulle fotograferes, tænkte vi at vi skulle være med på billedet.
Det er gratis at oprette en konto