Efter befrielsen var der ca. 238.000 flygtninge, som forløblige skulle blive i Danmark. De tyske flygtninge udgjorde ca. 5 % af Danmarks befolkning. I februar 1949 rejste de sidste flygtninge hjem. Det havde kostet ca. halv mia. kroner at have dem i Danmark. Lejrende blev passet af Arbejds- og Socialministeriet Flygtningeadministration, som havde 10.000 ansatte til jobbet. De ansatte var for det meste soldater, vagter og forskellige vagtkorps. Rundt om lejrende var der lange rækker med pigtråd, og al kommunikation med vagterne og flugtningerne var strafbart. Der var næsten kun tyske læger, fordi at de danske læger var bange for at blive anset som forrædere, og derfor var dødeligheden meget høj hos de tyske flygtninge. Tyskerne var strengt registrerede hos de danske myndigheder. Man brugte for det meste beslaglagte bygninger - fortrinsvis skoler, som blev brugt som barakker. Og der boede flygtninge i fabrikshaller, sportshaller og lagerhaller. Tyskerne syntes, at maden var god og alsidig. Sygsomme fandtes ikke, og der var adgang til mad med lav kalorieindhold. Sygehuspatienter, ældre og svagelige mennesker, krigsinvalider, bloddonorer og sukkersyge fik også speciel mad hvis de havde brug for det. Kosten indeholdt 2270 kalorier dagligt.
Lejrene var ligesom en by. De havde en borgmester, politi, hospital og et byråd, som man kunne stemme på. Og så var der arbejdspligt. Det gjaldt for alle mænd fra 14 til 65 år og for alle kvinder fra 14 til 60 år. Kvinderne beskæftigede sig med strikning, spinding, madlavning, vaskning og børnepasning. Mændene var optaget med at arbejde med gartneri, snedkeri, skomægeri og blikkenslageri Flygtningene deltog blandt andet i madlavning, køkkenhavedyrkning, måttefletning, tørvegravning.
Det er gratis at oprette en konto