De fleste slikglade danskere med børn kender helt sikkert til skipper som er tyggegummi cigaretter, men nu har en købmand på Frederiksberg hvor der bor mange unge forældre fået ballade for at blande slik og cigaretter lige rigeligt.
Elite Købmanden på Falkoner Allé fik den 8. maj besøg af Fødevarestyrelsen, og her var fødevaremyndighedens kontrolenhed ikke tilfreds med, at der var tobaksrøg lige ved bland-selv-slikket.
I kontrolrapporten fra besøget kan man læse:
"Virksomheden sælger uemballeret tag selv slik i lokale, der støder direkte op til lokale med spilleautomater, hvor kunder og personale ryger. Virksomheden har kun mulighed for at afvaske låg til slikbeholdere og skeer til uemballeret slik i håndvask på kunde og personaletoilet. Fødevarestyrelsen vurderer, at fødevarer bliver kontamineret af tobaksrøg og at det ikke er hygiejnisk forsvarligt at benytte en håndvask på toilet til opvask"
Overtrædelsen har kostet købmanden en sur smiley, og de må ikke sælge bland-selv-slik, da Fødevarestyrelsen også indskærpede dette den 12. marts.
Elite Købmanden fik også en bøde på 10.000 kroner, fordi de ikke havde styr på deres egenkontrol og skjulte kontrolrapporten fra det forrige besøg.
BT.dk har forsøgt at få en kommentar fra Elite Købmand-kæden, men de er stadig ikke vendt tilbage med et svar. Vi fortsætter med at prøve.
Det er gratis at oprette en konto