I 1733 bestemte kongen, at unge mænd (14-36 år) ikke måtte rejse væk fra deres bopæl uden tilladelse. De var bundet til der hvor de kom fra, derfor har det navnet stavnsbåndet. Loven om stavnsbåndet blev indført, fordi godsejerne skulle stille med soldater - landmilitsen. Derudover havde godserne også brug for fæstebønder som arbejdskraft.
Det blev indført for at hjælpe en alvorlig landbrugskrise i 1730'erne, som bl.a. skyldtes en ikke så stor efterspørgsel fra Danmarks traditionelle eksportlande. Det var her at folk fra landet flyttede til byerne, som også medførte, at det kunne være svært at få folk til fæstegårdene (De var bundet til den, og kunne ikke bare skride hvis de havde lyst) Når en bonde var fæstebonde ejede han ikke sin jord, gård, redskaber eller dyr selv. De var ejet af godsejeren. Bonden lejede sig ind på gården ved at betale en afgift af gårdens indtjening, og samtidig arbejdede han på godsejerens jord.
Også militæret skulle bruge folk til landmilitsen. Militærtjenesten valgte "de mindre egnede" i landbruget fra, selvom det var godsejerens opgave at udtage mænd til landmilitsen.
Aldersgrænserne blev ændret i tre omgange. I 1739 til 14-36 år, i 1742 til 9-40 år og i 1764 til 4-40 år.
Det er gratis at oprette en konto