Perioden fra slutningen af 1600-tallet til slutningen af 1700-tallet kalder man for oplysningstiden. Grunden til man gav navnet oplysningstiden er fordi den tids filosoffer, videnskabsmænd og forfattere overbeviste at menneskerne kunne bruge fornuften til at finde ud af alt. Den viden skulle kontrolleres og gives videre til alle mennesker. På den måde kunne de overbevise viden og sende den videre så samfundet kunne udvikles positiv.
En konge kunne regere efter folkets vilje. Det vil sige at folk havde nogle naturlige og umistelige rettigheder. Det vigtigste var retten til frihed, lighed og ejendom. Det var kongens opgave at beskytte disse rettigheder. Ens hus, virksomhed og alt andet som man ejede måtte staten eller andre ikke bare tage.
Frihed indebar at man må tale, skrive og tro efter ens overbevisning. Filosofferne mente at man måtte være fri for tanken og fornuften for at blive udviklet. Frihed betød også at man ikke måtte skaffes før man blev dømt.
Lighed mente man at alle var født lige. Det betød ikke at alle skulle være lige rige. Filosofferne mente at rigdom kom som en belønning som man brugte af sin fornuft.
Oplysningstiden faldt sammen på den periode hvor de fleste europæiske lande blev regeret af enevældige fyrster. (lands højeste adel) filosofferne kom med ideer til borgerne for at kunne styre landet. Omkring 1670 udgav den engelske filosof John Locke to bøger. Den ene om menneskets erkendelse og den anden om styrformer. Han skrev at alle mennesker var født lige, frie og uafhængige. Menneskerne kunne ikke klare sig alene så fælles dannede de et samfund. Samfundet kaldte de for samfundspagt.
Det er gratis at oprette en konto