Landbrug i Danmark: bondens vilkår og udskiftning

1 . Beskriv kort bondens vilkår op gennem 1700-tallet. Inddrag kilde 1.

I omkring år 1700 var der ca. 60000 mennesker i Danmark. Folketallet var blevet mindre på grund af krige og sygdomme i 1600-tallet. I København boede der omkring 60000 mennesker og 65000 i resten af Danmarks byer. De fleste mennesker boede på landet og de var næsten alle sammen bønder. Siden middelalderen havde de fleste bønder været fæstebønder under kongen eller godsejere. Det var herremanden som ejede deres jord, og han bestemte også iver dem. De måtte ikke flytte fra det gods, hvor de var født uden herremanden havde givet dem lov. Dette kaldes vornedskabet. Loven om vornedskabet var blevet indført omkring år 1400 for at sikre at herremændene altid havde fæstebønder nok, til de mange gårde som de ejede. De danske bønder havde altså mistet deres selvstændighed.

I 1702, var der ikke længere noget som hed vornedskabet, men desværre fik bønderne ikke lov til, at nyde det ret længe, for i 1733 kom der en ny lov. Det var loven om stavnsbåndet. Den gik ud på at bønderne skulle blive på det gods, hvor de var født fra de var 14-36 år gammel. Det var snedigt fundet på, for de fleste var slidt op når de var 36 år, på grund af det hårde fysiske arbejde og der var ikke mange som flyttede hjemmefra før de var fyldt fjorten år. Grunden til at bønderne igen blev stavnsbåndet, var at mange flyttede ind til byerne, hvor der var bedre arbejdsmuligheder, så derfor var det svært for godsejerne at holde på bønderne og fæstegårdene blev derfor tomme.