Jeg tænder fjernsynet og hører ordet krig. Det er allerede 25 år siden. Ordet gør noget ved mig. Jeg bliver irriteret ved tanken, om at så mange uskyldige civile mennesker døde. Det er meget sørgeligt at tænke på. Jeg har ikke oplevet krigen. Men mine forældre har. Så mange fortællinger, billeder og ikke mindst synsvinkler. Men alle kan blive enige om en ting, at ingen i sidste ende har ingen fået noget godt ud af krigen. Mange mistede venner/bekendte, og deres huse blev til intet gjort. Før krigen respekterede alle hinanden trods de forskellige religioner og nationaliteter i Jugoslavien. I går grillede man med naboen. Men i dag peger sigtekornet imod den samme nabo.
Det skaber en stor forvirring. Men alligevel ikke. Det blev pludselig en normal hverdags ting for befolkningen. Jo flere der døde, jo mere hader man hinanden. Første gang jeg hørte om krigen var da jeg var 9 år, og siden da har jeg stadigvæk ikke forstået at sådan en begivenhed kunne være en realitet. Min far og mor er muslimer. De boede et sted hvor de var et mindre tal. Da krigen begyndte, mistede de alle rettigheder de havde. Den eneste grund til de ikke blev dræbt var at de ikke gjorde modstand. En historie som min far fortalte mig, har stat sig fast i mit hoved siden jeg hørte den. At han blev tvunget til at arbejde gratis som 17-årig for det Serbiske flertal. Det er et af de mildere ting, man kan have risikeret at opleve i krigen. Krigen handlede ikke om at leve, men om at overleve.
Det er gratis at oprette en konto