Året er år 2082. Mit navn er August. jeg var i en gruppe på tre; Asta som er min lillesøster og Donnie på enoghalvtreds år, som vi mødte på en forladt motorvej nær det der var tilbage af München, da vores bil var brudt sammen. Vores familie har gået igennem hver deres skæbne. Og vores forældre ofrede sig selv for os og vi er nu alene. Jorden har været mørklagt og kold i et år, fire måneder og tre uger. Jeg overhørte fra en gammel radio og selv oplevet, at mange af de sidste overlevende havde overgivet sig til kannibalisme i form af bander. Verden som man husker, er væk og jorden var nu blottet for levende dyr og vegetation. Ikke ét grønt træ, ikke én frodig busk og ikke ét eneste græsstrå var blevet præsenteret for mine udmattede øjne i over 10 måneder. Jeg er uvidende om, hvad der har forsaget denne katastrofe.
”Hvor længe skal vi køre? Det er til ingen nytte. Vi har jo ikke set et eneste hus siden Hamborg.” sagde Asta utålmodigt omme fra bagsædet, i Donnies gamle Range Rover Vogue, mens hun flettede hendes krøllede røde hår. Grenene fra de visne træer i vejkanten, svirpede ruderne idét, Donnie undvigede et fordærvet kadaver, der lå midt på asfaltvejen. ”Se!” råbte Asta. Donnie tog hårdt fat i rattet, og svingede til højre op ad en smal grusvej, omringet af visne træer. Vi nærmede os et lille, gult gårdhus. Vi kørte ind på den lille gårdsplads og parkerede bilen, med fronten ud mod grusvejen, hvis nu vi skulle møde nogle, der gik ind for kannibalisme. ”Tag din jakke på, August. Lad os tjekke huset.” sagde Donnie til mig. ”Allright. Asta bliv i bilen.” Astas ansigt ændrede sig fra opstemt til ludked. ”Jeg er da gammel nok. Hvem var det der gjorde det af med Christian?” råbte Asta imens jeg steg ud af range roveren. ”Seksten er ingen alder. Og især ikke i dén alder, begynder man at skyde folk. Vel, Asta pasta?” Jeg smækkede døren i og Asta lagde armene over kors og lagde sig ned langs bagsædet. Jeg kiggede rundt, mens Donnie tog håndpistolerne ud fra bagagerummet, fyldt op med tasker. Tågen lå stadig tungt i luften. Intet nyt under solen. Jeg bildte mig selv ind, at jeg kunne se solen skinne svagt gennem tågen. Da der lød et højt smæld da Donnie smækkede bagagerummet i, så det gav et sæt i mig. Han klappede sig selv på skulderen og gav mig en af de to håndpistoler han tog, og jeg satte den fast til mit bælte. ”Hvem er Christian?” spurgte Donnie forundret. ”En dreng vi stødte på som levede med os i flere dage, måske uger. Vi ofrede meget for den dreng. Men det lod til at han bare ledte os i retning af hans kannibal-bande.
Det er gratis at oprette en konto