Jeg har altid klaret mig godt i skolen, lige siden børnehaveklassen. Jeg har altid haft let ved det faglige, jeg har aldrig haft problemer med at regne en opgave i matematik eller skrive en stil, jeg har aldrig brugt mere end et par minutter på at forberede en fremlæggelse og stadig fået karakterer i toppen af skalaen. Jeg har altid været på rette vej. På den lige vej til succes.
Jeg kan huske den første gang, vi fik karakterer i 6. klasse. Jeg fik 2 12’er, 8 10’er og resten 7’er, og det var en af klassens bedste gennemsnit. Måske motiverede det mig til at fortsætte med at engagere mig i mit skolearbejde, for selvom jeg aldrig har brugt så meget tid på det, så har jeg altid sørget for, at det jeg afleverede og lavede var ordentligt og ikke sjusket eller ufuldkomment. Måske lagde jeg også allerede dengang et pres på mig selv, satte en standard som jeg tvang mig selv til at holde, forøge. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at de betød noget, de første karakterer, de var stien der førte til vejen.
I dag får jeg stadig gode karakterer, jeg føler, at jeg er nød til at opretholde standarden, for ellers vil jeg skuffe ikke blot mig selv men også mine forældre. De har aldrig presset mig til det men altid bare været der for mig, en konstant støtte som jeg har kunne læne mig op af, men de har stadig, med små kommentarer og bemærkninger, gjort mig opmærksom på, at det betyder noget, om jeg klarer mig godt i skolen. Jeg er taknemmelig for, at jeg har så let ved det. Jeg kan sætte mig ned for at skrive en stil, som nu, og ordene kommer til mig, uden at jeg behøver at tænke over dem, de flyver bare gennem fingrene og ud på papiret, som en kugle flyver ud af løbet på et gevær i suveræn fart og med et mål forude. Men en ting adskiller mig fra jægeren, han ved hvad han sigter efter. Når jeg skriver, så ryger ordene ud, uden at jeg tænker over, hvad det egentlig er jeg skriver, jeg har ingen plan for, hvor jeg vil ende. Når jeg så læser det igennem, inden jeg afleverer det, så kan jeg blive helt overrasket over, at jeg faktisk har skrevet det, at jeg har formået at lade mig rive så meget med af mine egne tanker. På en måde føler jeg mig mere som kuglen end jægeren, som det objekt der skal skaffe byttet, stilen, og at jægeren er en del af mig, som jeg ellers ikke kender, men som overtager kontrollen i koncentrationsøjeblikket. Og når jeg så kommer til mig selv igen, vandrer jeg ud af skoven, og finder mig selv på den lige vej.
Det er gratis at oprette en konto