”Men i Krogen ved Huset sad i den kolde Morgenstund den lille Pige med røde Kinder, med Smiil om Munden – død, frosset ihjel den sidste Aften i det gamle Aar. Nytaarsmorgen gik op over det lille Liig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf et knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig! Sagde man; Ingen vidste, hvad smukt hun havde seet, i hvilken Glands hun med gamle Mormoer var gaaet ind til Nyaars Glæde!
Således slutter H.C. Andersen eventyret om den lille pige med svovlstikkerne , der er skrevet i 1846. Den episke tekst er en blanding imellem et eventyr, historie, fortælling og en beretning, men genren kommer mest til udtryk som et eventyr. Fortælleren er den alvidende 3. Personfortæller, der giver læreren adgang til den lille pigens sociale baggrund og tanker. Eventyret er kronologisk opbygget med tilbageblik, dette ses i de tre syner den lille pige får, da hun tænder svovlstikkerne, og ser hvordan det bedre borgerskab udfolder sig nytårsaften. H.C Andersen benytter sig af bagudsyn, der gør at læseren er sat ud af situationen, og betragter eventyret langt fra tid og sted, da det hele forgår i datid. I eventyret bruger H.C Andersen mange adjektiver og synonymer der gør eventyret meget beskrivende og mere bevægende for adressere, da situationen og miljøet bliver beskrevet detaljeret. Synonymerne i teksten sætter ord som liv og død, fattig og rig op imod hinanden, det er to meget kraftige modsætningspar der sættes op imod hinanden. Det gør eventyret intenst og relaterende til virkelighedens verden – Da det er problemer der udspiller sig i hele verden, og har gjort det lige så længe der har været mennesker på jorden. Det er med til at gøre teksten mere samfunds relaterende.
Det er gratis at oprette en konto