Opdragelsesfrihed eller samfundsindgriben: kronik om Yahya Hassan

Skal vi blande os i, hvilke metoder nogen forældre vælger at opdrage deres børn? Eller skal vi lade dem styre dette selv?

Digteren Yahya Hassan har med sine digte i den seneste tid, skabt opmærksom på et emne som ikke før er blevet berørt offentligt, af en person der selv har været inde i dette miljø. Yahya Hassan nævner nemlig i sine digte flere gange, hvordan han blev slået i hjemmet. Som han skriver i sit digt ”Barndommen” ”Fem børn på række og en far med en kølle”. Dette beskriver nemt og kort en situation som vil virke meget uvirkelig for mange. Men ifølge Yahya Hassan var dette en væsentlig del af opdragelsen, både i hans familie, men også alle hans venners familier. Som han selv har udtalt i en kronik i Politiken af journalisten Tarek Omar. ”Jeg er blevet tæsket som barn. Systematisk tæsket. Alle mine venner blev opdraget med tæsk. Min far brugte tid på at finde straffe til mig og mine søskende.” Endnu en gang beskriver han, hvor udbredt, vold var som opdragelses metode. Volden i hjemmet har altså været en del af det svigt som Yahya, mener hans forældre var skyld i. ”Vi, der faldt fra på uddannelser, blev kriminelle, og blev bumser - vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre”. Som Yahya selv beskriver fremtids udsigterne med sådanne forældre. Når jeg læser alt, som Yahya Hassan har skrevet giver det stof det eftertanke. Personligt mener jeg at vi som samfund skal, hjælpe disse unge. Jeg ved godt at man vil kunne argumentere for at samfundet har gjort, hvad de allerede har skullet, og at det er forældrene der har svigtet. Men der er også noget galt, når vold er en ganske normal ting i hverdagen. Samfundet er nød til at sætte ind, for børnenes skyld, da de ikke har nogen chance for at sige fra og slippe ud. Da de er så små og svage i forhold til fædrene der styrer hjemmene med hård hånd. Børene skal hjælpes fremmad, så de ikke bliver tabt og bliver kriminelle bumser som, Yahya Hassan selv vælger at beskrive ofrene. Da dette kun vil skabe problemer for dem i deres voksne liv. Dette sker endda uden de har haft en chance for at ændre deres skæbne, da forældrene allerede havde været med til at skabe denne, på grund af deres svigt. Derfor mener jeg også at det er et stærkt argument for at samfundet som helhed skal træde ind for, at hjælpe disse børn. Dette skal gøres for at give dem en chance for at skabe deres eget liv og prøve at udleve deres drømme som voksne. Hvilket jeg ikke mener at de kan, ud fra Yahya Hassans beskrivelse af forholdene. Samtidig med at vi hjælper børnene, vil vi også hjælpe samfundet, hvis vi sætter ind tideligt overfor disse forældre. Da vi derved vil kunne give disse unge en uddannelse, så de kan forsørge sig selv og der ved ikke skal modtage millioner i offentlige ydelser igennem deres liv. Dette vil både forbedre deres egen livskvalitet og styrke samfundsøkonomien. Vi vil samtidig også holde dem uden kriminalitet, hvilket kun er positivt. Da ingen vil kunne mene at højere mængder kriminalitet er en fordel for et samfund. Hvis dette allerede gøres nu, kan disse unge også, bruges som stærke rollemodeller overfor andre unge senere hen. Hvilket vil have den effekt at flere for øjnene op for problemet. Hvilket også kan fører til at om vi om et par årtier, kan være helt over dette problem.