Sønnen svinger pisken, slår et hurtigt smæld over arbejderens hoved og klipper med snerten af huen af ham, så den triller i grøften.
Sønnen skæver over til værkejeren
”Vi skal såmænd også videre ”.
Mørket er så småt begyndt at sænke sig, kun lyset fra hotellets vinduer kan nu ses i det fjerne. De mørke træer omringer stien, og lyden af heste klovene der slår mod stiens hårde og stenede jord, hører arbejderne langt væk.
På vejen derop møder de en spinkel kvinde, som står i grus kanten. Værkejeren standser slæden.
”Hver hilset mine herrer, jeg var såmænd på vej hjem til min mand, det er hans lønningsdag, sikke dog en dejlig aften”. Hendes læber er sprukne, men smilet er stort.
Værkejeren kigger på hende.
”Godaften min gode frue, din mand skulle vel ikke være Anders?”
Hun nikker og fortæller at hun hælere må skynde sig hjem. Uvidende om, den dårlige nyhed der venter hende derhjemme, trækker hun sjalet helt over skulderne for at holde på varmen og væk i mørket var hun.
Værtejeren ser de tomme blikke fra arbejderne for sig, dog bliver han hurtigt forstyrret af sønnen der pisker til hestene for at få gang i slæden igen.
Det er gratis at oprette en konto