Kun død tilbage… Blikket er tømt for lys. Han kan se at halsen er sprættet op og uniformen er fyldt med stadig voksende blodpletter. Han hører fjerne stemmer og nogle hurtige skridt. Mørke… Lyden af sirenerne, men de får ham aldrig… Aldrig… Et skrig…
”Åh”. Endnu et mareridt. Et mareridt, der virker så ægte. Næsten som om det er sket før. Han prøver at glemme, men det er svært. ”Det var bare en drøm”. Siger han, men kan høre, at han heller ikke selv tror på det. Han presser tanken væk. Bare en drøm. Daniel bor i en meget lille lejlighed. Han har ikke noget TV, og der er meget få møbler. Hans sofa, som han sover på, og en lille reol, hvorpå der ligger nogle blade, som han havde lånt af hospitalet. Over i hjørnet er der en vask og et noget snavset komfur. I det andet er der et toilet. Han står op, og opdager, at hans tøj er vådt. Han har svedt. Tøjet tager han af, og derefter går han i bad. Skylder alt af, men skyldfølelsen kan man aldrig vaske væk. Normale mennesker ville gå i kirke. Det ville få dem til at føle sig bedre tilpas. Men ikke for Daniel. Han ville aldrig nærme sig kirken.
Det er gratis at oprette en konto