Det er med stor sorg at jeg skriver dette brev til dig. Netop dig har jeg brug for lige nu. Kun dine trøstende ord kan hjælpe mig igennem denne sørgelige periode i mit liv. Jeg er i dyb sorg. Jeg kan slet ikke beskrive den smerte mit tab indebærer. Min elskede Jacob har endnu ikke vendt hjem, men jeg har atter nu fået tilsendt en yderst chokerende meddelelse. Drømmeskibet Titanic sank til dybets bund d. 14. april og min Jacob gik bort. Få timer inden skibet sank, sendte han en kort, men betydningsfuld telegram. Han havde det godt, han var nemlig ved at opnå sin største drøm. Men tænk, få timer efter lå drømmeskibet på havets bund med min elskede mands lig! Hver eneste dag kan jeg mærke angsten, angsten for at det aldrig vil blive bedre. Angsten for at jeg aldrig vil kunne blive glad igen, ja glad som jeg var før, da jeg havde min elskede mand hos mig.
Sorgen er blevet en del af min hverdag. Det føles som en kæmpe sort tomt hul, som bliver mørkere og dybere for hver eneste dag der går uden ham. Jeg ville have gjort alt for at ændre på fortiden. Jeg ville have forhindret, at han havde steget ombord på skibet. Jeg fortryder af hele mit hjerte, at jeg ikke forbød ham at rejse, men det var jo hans drøm? Vores drøm? Faktisk kunne han selv være med til ikke at have været med på Titanic da han i starten var skeptisk og han var ikke med på at tage af sted på rejsen og hans drøm. Men jeg blev ved med at overtale ham, fortælle ham hvor kæmpe en oplevelse det kunne blive for Jacob og jeg. Nu ser jeg det, som mit livs største fejltagelse. Drømmen var ikke min mand værd, min elskede Jacob.
Det er gratis at oprette en konto