Hendes hjerte bankede hårdere og hårdere. Værelset var isende koldt. Alligevel kunne hun mærke, hvordan hendes svedige håndflader og armhule klistrede sig til dynen. Hun stirrede blindt ud i det uendelige mørke. Hun mærkede den kolde vind suse ind af vinduet. Hun prøvede at lukke øjnene og nyde den. Hun elskede vinden. Følesen af liv. Vinden var hendes ven. Det var ikke så tit den kom og besøgte hende, i hvert fald ikke om natten. Måske var den også bange for mørket…
Dagen var hendes paradis, hendes kongerige. Hun nød den i fulde drag. Folk kaldte hende livsnyderen. Når solen stod op og lyset omfavnede hende, strålede hun som tusinde diamanter. Hendes smil, hendes livsglæde, hun kunne ikke måle sig med nogle andre. Det var det folk tænkte om hende, men de så hende ikke om natten. Om natten blev hun til en helt anden. Et barn igen. En lille pige, der længtes efter den manglende trøst og tryghed i det dunkle mørke. Hver aften og hver nat var en evig kamp for hende. Mørket var hendes modstander. Hendes fjende.
Hver aften lige inden hun gik i seng, havde hun sin faste rutine. Hun sikrede sig at alt stod på sin rigtige plads, og ingen stikkontakter var tændt. Hun havde altid været lidt af en kontrolfreak og meget perfektionistisk. Det gjorde hende endnu mere gal på natten, for i mørket mistede hun kontrollen og overblikket, som hun havde i det trygge dagslys. Hun hadede tanken om, at mørket kunne overtage hende. Så let som ingenting kunne det tage alle hendes kræfter, gøre hende svag, fortabt og magtesløs.
Det er gratis at oprette en konto