Det er Julie og mig på en bænk i et hjørne af skolegården i pausen mellem matematik og dansk. Vi er i midten af februar, og der er pissekoldt. Jeg ryger. Julie kigger ned på sine fingre, fletter dem ind i hinanden, ud igen.
Og så siger hun det.
”De snakker om dig. Om dig og Daniel.”
Mit blod. Det stiger til hovedet. Eller holder op med at løbe rundt, jeg er ikke sikker.
”Hvem gør?” kvækker jeg.
”Nogle af dem fra klassen. Blandt andet.”
Jeg skodder. På en måde har jeg vel hele tiden vidst at det ville komme, men alligevel var jeg nok ikke helt forberedt. Slet ikke.
”Mads kom hen til mig i går,” siger hun, mens hun tegner et usynligt mønster på jorden med spidsen af sin sko. ”Han spurgte, om det passede”. Jeg skal til at svare, men klokken ringer ind. Jeg føler mig på en gang både reddet og forfærdet ved lyden af klokken. Nu skal jeg tilbage. Tilbage til de dræbende øjne, og den åbenlyse hvisken. Ingen prøver at skjule det, de snakker om mig. Vi går hurtigt gennem skolegården og ind i klassen. Jeg sætter mig bagerst ved et bord ud til vinduet. Julie placerer sig ved siden af mig, som altid er hun trofast. Hannah vender sig, og ser tilbage på mig fra hendes faste plads midt i klassen. På den plads har hun overblikket. Hun er 9. klassernes diva, pigernes diktator, og ikke mindst den pæneste pige på skolen. Det er jeg ikke i tvivl om at drengene synes. Hun prøver at dræbe mig med øjnene, og det virker. Jeg kigger væk fra hende, og mit blik falder på Daniels plads. Han sidder med ryggen til mig. Han har ikke så meget som kigget på mig i dag. Jeg er forvirret. Vi har dansk og vi analysere en novelle om ulykkelig kærlighed. Jeg kan ikke koncentrere mig, og mit blik falder hele tiden på uret over tavlen. Klokken er 10.30, og vi har en lang dag i dag.
Det er gratis at oprette en konto