Møde i et romersk osteria

eg glemmer aldrig aften, jeg blev forelsket ved blot et blik. Jeg har vist aldrig fortalt dig den historie, men det på tide du hører den.” Lille Editta kiggede nysgerrigt op, med brune øjne, ventende i spænding på den historie hun aldrig havde hørt. ”Det var i et yndigt, lille osteria, der duftede så skønt af frisk brød og ost, dengang var jeg stadig ung og smuk, ligesom dig min kære, jeg ejede dog knap nok nogen bordmanere, og valgte den forkerte gaffel til salaten, men det vidste jeg desværre ikke på det tidspunkt.” Editta smilede, hun havde selv haft svært ved at lære de forskellige gafler, skeer og knive. Det var rart at vide, at hendes mormor havde haft samme problem. ”Jeg var der sammen med Rosalia og en ung mand, som hun dengang gik ud med, fin var han ikke, men ifølge Rosalia var han noget så hyggelig, dog husker jeg ikke længere hans navn, det er for længst glemt. Jeg husker dog, at hans ansigt ændrede sig til en grimasse, da Rosalia fik øje på en nydelig herre, som var alt for fin til det lille osteria vi befandt os på. Han var så nydeligt klædt, og hans hud var gylden, som havde han aldrig arbejdet i marken, men kun plukket den søde frugt.” Editta’s mormor lukkede øjnene et kort øjeblik, huskede mindet, fra så mange år siden, før hun fortsatte. ”Han satte sig et bord fra os, både Rosalia og jeg vendte vores blikke mod hans, i håb om at møde hans øjne, det gjorde dog Rosalias fyr noget muggen, og han vendte sig om mod herren. Det var som om tiden stod stille, Rosalia nippede til sin vin, fyren knyttede hånden om hans gaffel, og jeg så den fine herre i øjnene. Jeg havde aldrig kigget nogen i øjnene så intenst, og jeg følte jeg så fremtiden med ham. Det føltes som om vi kiggede hinanden i øjnene i flere timer, men det var blot et sekund, og så var det væk.” Editta så hendes mormor presse øjnene sammen. Hendes fingrer lukkede sig langsomt sammen til små, spinkle næver og et lille suk kom fra den ældre dame. ”Dog viste det sig, at han ikke var så fin endda, han havde udseendet, kom fra en fin familie, født med en sølvske i munden og var opdraget til at være høflig, dog ikke over for os der var under ham. Han råbte af en stakkels tjener, der kom til at tabe nogle krummer på hans dyrebare klæder. Alt jeg havde følt for ham, og forestillet fra få sekunder siden, forsvandt brat i hans råberi. Det var der, det gik op for mig, at ligemeget hvor fin man kan se ud, bør man ikke dømme en bog på dets omslag” Et lille smil spirrede på mormors læber. Editta spurgte: ”Hvad betyder det?” Mormor kiggede på hendes yngste barnebarn. ”Det mit kære barn betyder at ingen her i verden, er som vi tror, ofte er de en helt anden person end vi forventer.” Editta smilede nu også. ”Hvordan blev du så forelsket i morfar?” ”Efter mødet med den yderst fine herre, besluttede jeg mig for at lede efter ægte kærlighed. Der gik ufatteligt længe, før jeg mødte morfar, og det var helt tilfældigt. Du kender godt historien, jeg var faret vild, da en venlig, fremmed mand, hjalp mig med at finde hjem, han fulgte mig helt til dørs, ingen mænd havde før gjort det, og dette var ingen fin herre, så jeg undrede mig, hvordan kunne en almindelig mand, være så romantisk? ”Men morfar er da ikke en almindelig mand.” ”Det rigtigt skat, men det vidste jeg ikke dengang, ser du, morfar gik i helt almindeligt tøj, og så hverken fin ud, eller øslede med penge.” ”Hvorfor gjorde han ikke det?” Mormor lænede sig tilbage, og indåndede den friske forårsduft. ”Han havde vel opdaget det samme som mig, kærlighed handler ikke om status, men om personlighed” Editta nikkede, en tot hår faldt ned foran hendes ansigt, men hun nænnede det ikke. ”Men inviterede han dig ikke ud?” ”Jov det gjorde han skam, men jeg skulle selv betale, og det var et meget skidt tegn dengang, det skulle helst være manden, der betalte for måltidet. Langt de fleste ville aldrig have set en mand som ham igen, sjusket klædt og betalte ikke for kvindens måltid, men der var noget ved ham, som jeg kunne lide, jeg følte han var ægte, at han var hvad jeg ledte efter.” Editta sad nu helt stille, kiggede på mormor der ikke længere snakkede, men nu så ud som om hun nærmest sov. En brise fik gardinerne til at flagre, og duften af pollen til at sprede sig i luften. Editta spurgte mormor, hvad hun havde ment, med at morfar var ægte. ”Jeg blev forelsket i hans personlighed, ikke hans penge, hvis det ikke havde været for mødet med den fine herre på det lille, kære osteria, ville jeg aldrig have ægtet morfar.” Mormor smilede. ”Det sjovt som de mindste begivenheder, kan ændre på ens livsvalg.” Editta var tavs, hun kiggede blot på mormor, der langsomt lukkede øjnene, og faldt i søvn.