Det var en kold vinterdag i december. Det føltes næsten som om, at det var i går det skete. Alt virkede så normalt og korrekt. Jeg var ude at rejse med min far, min bror og mine to søstre. Vi skulle flyve hjem til København med et SAS-fly. Vi var mødt op i Finlands lufthavn 2 timer før flyet skulle lette, men vi ville enlig ikke hjem, men samtidig ville vi rigtig gerne hjem til København og Danmark.Efter vi havde tjekket ind, gik vi bare rundt i lufthavnens butikker. Vi fik lidt at spise og efter det, steg vi ombord på flyet. Vi satte os på vores pladser som var D 11, 12, 13, 14 og E 10, og spændte os fast. Min far sad længere nede i flyet, fordi der ikke var fem pladser ledige ved siden af hinanden. Jeg sad ved siden af min bror Simon, som var 6 år på det tidspunkt. Han var den sødeste lille dreng, og derfor sad jeg og legede med biler sammen med ham til flyet lettede. Simon var ikke meget for at flyve, men denne gang var han ikke så ked af det som han plejede at være når vi fløj. Han græd kun lidt, og derfor gav jeg ham en chokolade bar og min Ipad, så han kunne spille Leg og Lær. Jeg tror han spillede i 10 minutter og så faldt han i søvn. Jeg tog min Ipad lige så stille ud af hans hænder, så jeg kunne hører lidt musik på den. Mine små søstre på 5 og 4 år, sad lige foran mig. De sad sammen fordi at det ville de gerne, og de havde det rigtig sjovt med, at sidde og lege med Barbie dukker.Klokken var nu 10:47, og dér lød meddelelsen fra højtalerne. Piloten sagde, at vi var nød til at nødlande, men han fortalte ikke hvorfor. Han anbefalede at ingen gik i panik, men det gjorde de fleste. Min far sad jo nede i den anden ende af flyveren, så jeg måtte tage mig af de tre små. Simon sov stadig, da jeg fik styr på pigerne. De sad og græd og ville gerne om til mig, men jeg bad dem om at blive siddende. Simon vågnede af alle de skrigende mennesker som løb frem og tilbage på flyet. Da jeg fortalte ham hvad der skulle ske, begyndte han at græde. Jeg forklarede ham at det nok skulle gå, men inderst inde havde jeg lidt en fornemmelse af, at et eller andet ville ske. Jeg havde min ene arm rundt om Simon, og den anden mellem pigernes sæder så de kunne holde mig i hånden. Vi var kun 20 kilometer fra Alanda Lufthavn ved Stockholm da vi nødlandede. Da vi nærmede os jorden, begyndte jeg også at græde lidt, for jeg var bange for, at vi skulle miste hinanden. Da vi ramte jorden, gik flyet i tre stykker. Der var ingen der kom til skade på flyet, men alle ud over min familie var jeg fuldkommen ligeglad med. De var det eneste jeg tænkte på. Vi havde alle fået et par små sår, men det er ikke værre end hvis man var faldet på en cykel. Jeg var virkelig lettet over at der ikke var sket dem noget. Da vi fik lov til at rejse os og komme ud af flyet, var der redningshold over det hele. De kom ind i de tre dele af flyet og hjalp os ud. Vi blev hevet ud på forskellige tidspunkter, og da jeg kom ud, manglede vi kun Simon. Da jeg fandt pigerne ved de forskellige grupper, tog jeg en op på hver arm. Vi gik og ledte efter Simon i cirka 5 minutter tror jeg, men i mit hoved, føltes det som en evighed. Da vi fandt ham, tog jeg ham tæt op til mig, og så gik vi alle sammen rundt for at lede efter min far. Simon klagede hele tiden over smerter i armen, så vi gik lige hurtigt forbi et af redningsholdene. De sagde at hans arm var brækket. De gav ham noget gips på, og lige pludselig kom min far en i teltet. Jeg tror aldrig, jeg har været så glad i hele mit liv. Vi blev nu transporteret af helikopter til Danmark. Hele vejen med helikopteren, sad vi alle sammen og krammede, fordi vi var så glade for at være sammen igen. Jeg var så lettet over at der ikke var sket de andre noget. Efter flystyrtet føler jeg, at vi virkelig er blevet tætte alle sammen. Og det er ikke længere et mareridt at tænke tilbage, det er et mirakel. Et mirakel at der ikke skete noget med os. Vi lever nu et normalt liv igen og det er rigtig dejligt.
Det er gratis at oprette en konto