Analyse af 'Han danser på sin søns grav'

Romanen ” Han danser på sin søns grav ” er skrevet af Martin Kongstad som blandt andet er tidligere madskribent. Bogen er udgivet i år 2009 af People’s Press og er senere gået hen og blevet en bestseller i det danske samfund. Det gennemgående tema i romanen er udvikling. En udvikling som tager en drastisk drejning fra det rige liv i kultureliten til et misbrugt liv i det ensomme.

Jeg har valgt at analysere og tolke bogen som en roman. Det har jeg gjort, da jeg synes den passer godt ind under kendetegnene for en roman. En af de ting, som bogen specifikt bider mærke i, er den udvikling vores hovedperson gennemgår, hvilket er typisk for en roman. Det er ofte det, som hele romanen er bygget op om. Derudover bliver personerne i historien beskrevet detaljeret, hvilket giver os et større indblik hvordan de er og hvad de tænker. Samtidig giver det også læserne en større viden omkring vores hovedperson. Historien foregår over flere år, hvilket gør at vi får ”længere” tid til at sætte os ind i udviklingen af personerne. Set fra min synsvinkel minder bogens træk mest om en roman. Martin Kongstad har i dette tilfælde valgt, at lave en novelle samling. Samlingen indebærer syv noveller. ” Det kalder vi Berna ”, ” Han danser på sin søns grav ”, ” Sidste sommer i Tisvilde ”, ” I Taarbæk siger man ja til alt ”, Barry Gibb havde ret ”, ” Forfatteren ” og til sidst ” Ei saa Peitää ”. Jeg tror, at Kongstad har valgt at kalde bogen en novelle samling, da hvert afsnit er en ny novelle. Hver novelle starter i in media res, hvilket er et typisk novelle træk. I denne novellesamling, hænger hver novelle sammen med den foregående, og vores hovedperson går igen i alle syv noveller. I en novelle er det sjældent, at de optrædende personer bliver beskrevet med mange detaljer. I dette tilfælde bliver alle personerne beskrevet forholdsvis grundigt og detaljeret, undtagen vores hovedperson. Martin Kongstad har undladt, at give os en direkte beskrivelse af hovedpersonen Mikkel Vallin. Det betyder, at vi selv er nødt til at danne os et billede af ham ud fra hans aktioner. Dette er endnu et kendetegn på, at historien også kan være en novellesamling.